Middagshvilen (efter Millet): Historie, betydning & penselarbejde
En maler uden modeller
I foråret 1890 boede Vincent van Gogh under opsyn på asylet Saint-Paul-de-Mausole nær Saint-Rémy-de-Provence, i hvad der skulle vise sig at blive det sidste år af hans liv. Han var sjældent fri til at hyre lokale bønder til at sidde model for sig, og indespærringen afskar ham fra de arbejdende motiver, han havde malet direkte i Nuenen og Arles. Holdt stort set inden for asylets område og dets omkransede have vendte han sig i stedet mod tryk og reproduktioner, som Theo sendte fra Paris.
Blandt dem var et stik efter Jean-François Millet, den maler Van Gogh havde æret siden sine tidligste arbejdsår. Millets bønder, der sår, sanker, hviler mellem opgaver, havde formet hans fornemmelse af, hvad maleri var til for: ikke dekoration, men en ærlig registrering af arbejde og de mennesker, der udførte det. Ud fra et sort-hvidt tryk af Millets motiv til en middagshvil på marken gik Van Gogh i gang, ikke for at kopiere det, men for at genskabe det i farve.
Han beskrev malerier lavet på denne måde til Theo som oversættelser snarere end kopier og sammenlignede sin egen rolle med en musikers fortolkning af et partitur, som en anden havde skrevet. Stillingerne, kompositionen og de to hvilende figurer kom alle fra Millet. Farvepaletten, lyset og penselens hastværk var Van Goghs egne, og Middagshvilen (efter Millet), malet i 1890, er blandt de klareste eksempler på den metode i hans sidste værkproduktion.
Hvile midt i høsten
Maleriet viser en mand og en kvinde, der ligger hoved mod fod i et leje af slået hø og holder middagshvil under hvedehøsten. Kvinden ligger med ryggen til beskueren, ansigtet vendt ind mod underarmen, en hvid kappe over håret. Manden ligger modsat hende, hans stråhat trukket ned over øjnene, den ene arm kastet tilbage bag hovedet i den ubevogtede stilling hos en, der er holdt op med at kæmpe imod søvnen.
Deres træsko og saboter er sparket af og efterladt i en lille bunke forrest på lærredet, en almindelig detalje, der gør de to kroppes stilhed fuldstændig. Bag dem rejser en høstak sig i okker og guld, dens buede top fylder det meste af billedets højre side. Til venstre fortsætter høsten uden dem: to yderligere høstakke står i mellemgrunden, og en vogn med en bleg okse venter nær endnu en figur, der stadig arbejder, så marken forbliver et sted med fortsat arbejde, selv mens forgrunden udelukkende tilhører søvnen.
Van Gogh satte scenen ved sand middag, når solen står højest, og skyggerne er kortest, og hele marken er badet i et jævnt, fladt lys. Der er intet træ, intet tag, intet der bryder varmen. Den hvile, de to figurer tager, læses som fortjent snarere end tilfældig, en pause skåret ud af en dag, der genoptages i samme øjeblik, de vågner.
Blå mod guld
Billedet er næsten udelukkende opbygget af to modsatrettede farver. Hveden, strået og høstakkene er lagt i varme gule, okker og guld; himlen og parrets bomuldsbukser og nederdel er kølige blå og violet. Van Gogh havde skrevet til Theo om, hvordan komplementære farver forstærker hinanden, når de stilles side om side, og her er virkningen direkte: guldet ser varmere ud på grund af det blå ved siden af, og det blå ser køligere ud på grund af guldet.
Penselføringen bærer lige så meget af billedet som farven. Himlen er lagt i korte, diagonale strøg, der alle løber i samme retning, hvilket giver luften en slags synligt vejr, selv om intet i den bevæger sig. Høstakken er bygget af lange, buede strøg, der følger dens afrundede form, tykke kamme af maling, der fanger virkeligt lys hen over overfladen. De to sovende er malet enklere, i fladere partier af blegblå og hvid, hvilket lader dem stå klart frem mod den rastløse tekstur omkring dem.
Med 91 gange 73 centimeter er lærredet stort nok til, at disse forskelle i behandlingen kan ses på normal betragtningsafstand. Øjet lander som regel først på mandens løftede arm og hat, det lyseste hvide parti i billedet, før det vandrer ned ad diagonalen af de to kroppe mod de kasserede træsko og ud i marken bagved. Hele kompositionen samler sig langs den ene fejende linje, fra søvnen i forgrunden til arbejdet, der stadig foregår bag den.
På en væg i dag
Middagshvilen (efter Millet) findes i dag på Musée d’Orsay i Paris sammen med meget af Van Goghs sene arbejde. Det er et billede, der belønner et rum med skiftende dagslys, da de diagonale strøg i himlen og den kammede maling i høstakken fanger lyset forskelligt gennem dagen og skifter mellem fladt guld om morgenen og en skarpere, rive tekstur om aftenen.
Hængt i en højde, hvor øjet møder de sovende figurer direkte, har det tendens til at sænke tempoet i et rum snarere end at fylde det. Der er lidt begivenhed i det ud over to sovende mennesker og en mark, der fortsætter uden dem, og netop den enkelhed er det, der bærer.
Set tæt på læses det som en undersøgelse i hvilens disciplin, malet ved afslutningen af et år, hvor ro ikke var noget, Van Gogh fandt let. Set fra den anden ende af et rum falder det til ro i en enkelt varm form, gyldent hø og blå figurer, der holder stand mod det meste andet farve i nærheden.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos Musée d'Orsay samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.