Skål med solsikker, roser og andre blomster: Historie
Tidligt i 1886 forlod Vincent van Gogh de flade brune toner i Nuenen og flyttede til Paris for at bo hos sin bror Theo. Han var toogtredive, stort set autodidakt og overbevist om, at hans maleri måtte forandre sig. Inden for få uger efter ankomsten havde han set lærreder af Monet, Pissarro og de yngre impressionister på nært hold, og den mørke, jordbundne palet, han havde opbygget i det hollandske landskab, begyndte at virke som en belastning snarere end en stil.
Skål med solsikker, roser og andre blomster, malet samme år, er et resultat af denne opgørelse. Det viser en maler, der bruger afskårne blomster, som en musiker bruger skalaer: som et fast, tålmodigt motiv, hvorpå han kan genopbygge en hel måde at se farve på.
En studievejledning, der blev en vane
Blomster var et praktisk valg for en kunstner, der skulle genoptræne sit øje. De var billige, blev solgt på næsten hvert gadehjørne i Paris, og i modsætning til en lejet model skulle de ikke betales pr. time. Van Gogh købte bundter, arrangerede dem selv og malede hurtigt, før kronbladene faldt af.
I løbet af 1886 arbejdede han sig gennem snesevis af disse stilleben, ofte flere i samme uge, og behandlede hvert enkelt som et kontrolleret eksperiment i en anden kombination af farvetoner. Denne skål, hvor solsikker blandes med roser og mindre hvide og lilla blomster, er blandt de fyldigste i denne gruppe.
Solsikkerne selv er værd at dvæle ved. To år før han fyldte det gule hus i Arles med de vaser med solsikker, der gjorde ham berømt, dukker de allerede op her, skubbet sammen blandt roser i et parisisk stilleben, som om blomsten allerede havde fanget hans opmærksomhed, før han vidste, hvad den ville blive.
Hvad der står på bordet
Beholderen er ikke den høje, slanke vase fra de senere Arles-malerier, men en lav, bred skål i matgrøn, mere køkkenkrukke end pragtgenstand. Den står på en flad sten- eller marmorplade, hvis grå overflade brydes af løse strøg i rust og blåt.
Ud af den kommer et tæt, næsten overfyldt arrangement. Solsikker med lurvede, halvt åbne hoveder rejser sig i toppen og hælder ud mod højre, nogle hænger allerede på deres stængler. Under dem sidder en tæt klynge roser i hvidt og blegt pink, deres kronblade bygget af korte, krøllede klatter maling, omgivet af en dis af små hvide og lavendelfarvede blomster, der udfylder enhver resterende åbning.
Øjet lander først på de blege roser i midten, det lyseste og mest tæt bearbejdede parti i billedet, før det trækkes opad og udad mod de tungere gule hoveder af solsikkerne. Intet i arrangementet er pænt. Stængler krydser hinanden, blomster overlapper, og bundtet fremstår som noget, der er samlet i favne snarere end komponeret med pincet.
Et lærred delt på midten
Baggrunden er, hvor billedet tager sin største risiko. Den venstre halvdel ligger i varm okker og umbrabrun, tæt på tonen i Van Goghs hollandske års jordfarver. Den højre halvdel bryder ud i en stribet, vibrerende rød, lagt på i hakkede lodrette strøg, der næsten læses som et forhæng eller en reflekterende overflade, der fanger lys.
Denne opdeling sætter brunt op mod rødt på et enkelt lærred, med skålen og dens grønne blade som hængslet mellem dem. Det grønne i skålen og stænglerne sidder som en kølig, stabiliserende tone mod både det varme brune og det hede røde og forhindrer, at nogen af siderne i baggrunden overvælder blomsterne foran.
Det er et kontant, næsten eksperimentelt stykke farvekonstruktion, tættere på en studie end en færdig baggrund, og det er netop pointen: dette er et lærred lavet for at teste, hvad farver gør ved siden af hinanden, ikke for at beskrive et rum.
Malingen selv
Van Gogh arbejdede blomsterne i tykke, mættede strøg, lagt ned hurtigt og for det meste efterladt ublandede. Kronblade er bygget af enkelte streger i hvidt, pink eller gult snarere end glat modellerede former, så buketten på nært hold opløses i et felt af separate mærker, der kun samler sig til roser og solsikker fra kort afstand.
Signaturen, “Vincent”, står i rødt nederst til venstre, samme røde farve, han brugte til sit fornavn gennem hele sin karriere, efter at han holdt op med at signere med sit efternavn. Målene er beskedne, 61 gange 50 centimeter, tættere på en studie end et pragtstykke, hvilket passer til et billede malet i hast som et af mange.
I rummet
Originalen hænger i dag i Kunsthalle Mannheim. På en væg er dette et billede, der belønner skiftende lys snarere end at kæmpe imod det. I fladere dagslys læses den okker- og røde baggrund tæt i vægt, og skålen med blomster fremstår som en enkelt varm masse.
Under varmere aftenlys trækker den røde side af baggrunden frem, og de hvide roser ser ud til at løfte sig fra lærredet og bliver lysere på en måde, som den brune side aldrig helt matcher. Det er et maleri bygget på en ung kunstners rastløse eksperimenter med farve, og det opfører sig stadig sådan og skifter sin balance med det lys, der tilfældigvis falder på det.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos Kunsthalle Mannheim samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.