Slette nær Auvers
Auvers, sommeren 1890
Vincent van Gogh ankom til Auvers-sur-Oise i slutningen af maj 1890, efter at have forladt asylet i Saint-Remy og rejst nordpå med sin bror Theos støtte for at være i nærheden af Dr. Paul Gachet. Han lejede et værelse over Ravoux-kroen, og i de cirka halvfjerds dage, der var tilbage til ham, arbejdede han i et tempo, der stadig overrasker historikere, som studerer hans produktion.
Han blev straks tiltrukket af landbrugsjorden på plateauet over landsbyen, et stykke åbent land, hvor hvede, havre og græs løb ubrudt mod horisonten. Sletten nær Auvers, malet i 1890, er et af flere lærreder, hvor han stillede sit staffeli op på den høje grund og kiggede udad snarere end ind i gaderne eller haverne nedenfor.
Maleriet måler 92 gange 73,5 centimeter, højt nok til at himlen og landet hver især optager cirka halvdelen af overfladen. Denne næsten lige deling er ikke tilfældig. Den lader både den jord, han havde gået på, og vejret, der bevægede sig over den, veje lige tungt.
Græs, ukrudt og en lavtflyvende fugl
Den nederste halvdel af lærredet er helliget en mark med højt græs og kornskud, gengivet i korte, oprette strøg af grøn, søgrøn og næsten hvid. Intet her er en enkelt flad farve. Van Gogh byggede græsset op af snesevis af separate berøringer, hver enkelt et blad eller en klynge blade, lagt tæt nok sammen til, at de læses som en bevægende overflade snarere end en græsplæne.
Spredt gennem denne forgrund er blege blomsterhoveder, sandsynligvis vilde margueritter fanget af vinden, og en lille klynge røde valmuer lavt i højre hjørne. Det røde er bevidst sparsomt. En håndfuld klatter mod så meget grønt er nok til at trække øjet ned og holde det der, før det rejser videre ind i billedet.
En enkelt mørk fugl skærer lavt gennem græsset nær midten af lærredet, vingerne spredt fladt. Den er knap mere end tre eller fire strøg næsten sort maling, men den gør, hvad en fugl i et stille landskab sjældent gør: den fastholder et øjeblik, et bestemt øjebliks flyvning, inde i en scene, der ellers handler om langsom vækst og stabilt vejr.
Marker, høstakke og en trærække
Bag det nære græs falder landet ned i et kludetæppe af dyrkede striber: okkerfarvet stubmark, bleg guldhvede allerede skåret, og bånd af grøn, der løber i lidt forskellige vinkler, ligesom rigtige markgrænser gør på bølgende terræn. En stråtækt lade eller hytte med lavt tag ligger blandt en gruppe høstakke til venstre, malet i varme brune toner, der skiller sig ud mod de omkringliggende grønne farver.
Van Gogh håndterede denne mellemgrund med kortere, mere varierede strøg end forgrundens græs, idet han trak penslen sidelæns for at antyde pløjefurer og opstablede hø. Malingen sidder her mærkbart tykt i visse partier, rygge af farve, der fanger virkeligt lys og ændrer markernes tone afhængigt af, hvor en beskuer står.
En tynd trærække løber hen over den fjerneste kant af markerne og markerer sletternes grænse, før de møder himlen. Træerne er små og løst malet, mere en antydning af en grænse end en beskrivelse af individuelle stammer, hvilket holder øjet i bevægelse forbi dem snarere end hvilende der.
Skyer, der ikke vil lægge sig
Himlen optager den øverste halvdel af lærredet og gør det meste af det følelsesmæssige arbejde. Tunge hvide og gråblå skyer ruller hen over en dyb blå grund, malet i lange buede strøg, der snor sig og vender tilbage over sig selv snarere end at ligge fladt.
Der er en rastløshed ved denne himmel, som markerne nedenfor ikke deler. Hvor græsset og afgrøderne er bygget op af korte, gentagne mærker, bevæger skyerne sig i brede fejende bevægelser, som om Van Gogh havde fyldt penslen én gang og ladet den rejse hele bredden af en sky i en enkelt, ubrudt gestus.
Det blå mellem skyerne er heller ikke ensartet. Det bliver mørkere mod lærredets øverste kant og lysere nær horisonten, en graduering, der giver hele himlen en følelse af dybde og tryk, af vejr, der faktisk bevæger sig, snarere end malet vejr, der står stille.
På en væg, gennem dagen
Hængt i et rum med dagslys ændrer dette maleri sig mere end de fleste. I fladt morgenlys læses forgrundens grønne som kølige og jævne. Efterhånden som lyset varmes op mod aften, optager okkerstriberne af stubmark og høstakkene mere varme, og valmuernes små røde farver bliver det første, øjet finder.
Det passer til et rum, hvor folk tilbringer tid snarere end at passere hurtigt igennem, en stue eller et arbejdsværelse, et sted, hvor en beskuer kan stå langt nok tilbage til at tage hele himlens og markens vifte ind, og derefter træde tættere på for at se penselarbejdet bryde græsset op i hundredvis af individuelle strøg.
Originalen findes i Bayerische Staatsgemäldesammlungen i München, i Neue Pinakothek. Det forbliver en af de klareste optegnelser over, hvordan Van Gogh betragtede åbent land i de sidste uger af sit liv, ikke som en baggrund, men som noget med sit eget vejr og sin egen bevægelse.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos Bavarian State Painting Collections samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.