Soveværelset (Soveværelset i Arles): Historie, betydning og penselstrøg
I efteråret 1888 lejede Vincent van Gogh fire værelser i et gulkalket hus på Place Lamartine i Arles, møblerede dem langsomt og stolt for næsten ingen penge og ventede på, at Paul Gauguin skulle ankomme og dele stedet med ham. Hans eget soveværelse, lille og enkelt, blev motivet i et maleri, som han ønskede skulle være intet andet end hvilestiftende at se på. Han beskrev farverne for sin bror Theo, før malingen var tør, og billedet, han lavede, er siden blevet læst som portrættet af en mand, der forsøger at holde sig selv fast.
Han var klar over, hvad han ville have lærredet til at gøre. At se på det, skrev han, burde hvile sindet, endda fantasien. Det er en mærkelig ambition for et værelse, der er vippet så langt væk fra det lodrette, at gulvet ser ud til at glide mod beskueren, og det er en del af det, der får folk til at blive ved med at se på dette billede i stedet for at gå forbi det.
Et værelse bygget af et par enkle ting
Møblerne er næsten absurd enkle: en træseng skubbet ind mod den højre væg, to stole med sæder af siv, et lille bord med en kande, et fad og et par flasker. Et håndklæde hænger på en knage ved døren, tøj og et spejl ved vinduet, og det er hele værelsets inventar.
Intet overlapper overbevisende. Sengens fodgavl, bordet og stolene ser alle ud til at være tegnet fra lidt forskellige synsvinkler og presset sammen, så værelset mere læses som en plan over et værelse, man husker, end som udsynet til et, man observerer. Van Gogh arbejdede ud fra et sind fyldt med japanske tryk, hvor genstande ofte er sat fladt og frontalt ud i stedet for jævnt at trække sig ind i dybden.
Væggene på dette lærred er en bleg, kridhvid blå, ikke den violette, han først beskrev, da han malede værelset i Arles. Gulvet er udført i den samme familie af lavendelgrå, lagt ned i lange, tørre strøg, der læses som bart bræt rather end de røde fliser, han oprindeligt forestillede sig, og hele rummet holdes sammen af det snævre farvespænd af blå og lilla.
Mod det er sengen og de to stole malet i farven af frisk smør, og de trækker straks øjet til sig, de største, varmeste former i et køligt rum. En række små billeder er hængt op over sengehovedet, blandt dem to små portrætskitser tilføjet i netop denne version, side om side med et landskab og spejlet ved vinduet.
Hvorfor der findes tre af dette værelse
Van Gogh malede først dette soveværelse i oktober 1888, i dagene før Gauguins ankomst, da Det Gule Hus stadig føltes som begyndelsen på noget snarere end stedet for det sammenbrud, der fulgte. Det første lærred blev beskadiget af fugt ikke længe efter, og han brød sig nok om det til at ville have det reddet i stedet for at lade det forgå.
I september året efter, som patient på asylet i Saint-Rémy og arbejdende delvist ud fra hukommelsen og en lille skitse, malede han to yderligere versioner af det samme værelse. Dette lærred er det tredje af dem, færdiggjort i 1889, og det er det, der endte i Paris.
Det er en mærkelig slags selvportræt, et værelse tømt for sin beboer og genmalet fra en hospitalseng mange mil væk, genskabt, fordi han ikke kunne bære at miste det og ikke bare ville male originalen igen.
Farve lagt fladt, tegnet hårdt
Malingen selv er påført i brede, jævne partier med næsten ingen blanding, hver genstand bygget af en eller to farver snarere end en gradient af toner. Faste, mørke konturer holder hver kant på plads, en vane Van Gogh bevidst lånte fra de træsnit, han samlede på og hængte op på sine egne vægge.
Han støttede sig tungt til komplementær kontrast for at forhindre billedet i at blive fladt i den kedelige forstand: den varme okkerfarvede seng mod den kølige blå væg, de små strejf af rødt i sengetæppet og billedrammerne mod al den blå og grønne. Det er en kontrolleret, næsten dekorativ brug af farve, tættere på en plakat end på det brudte, flakkende penselarbejde, han brugte udendørs.
Tæt på er gulvbrædderne trukket i lange, tørre, synlige strøg, sengerammen bygget af korte, hakkende strøg, der følger træets årer, og væggen bag den lagt på i fladere, roligere partier. Penselføringen skifter register fra genstand til genstand og gør stille arbejdet med at adskille en træseng fra en pudset væg uden nogensinde at bryde fladheden i hele designet.
Hvad det gør på en væg derhjemme
Med 74 gange 56,5 centimeter er originalen en beskeden genstand med tæt fokus, dimensioneret til, at en enkelt person kan stå nær ved den og tage den ind uden at træde tilbage, og den intimitet følger med over i enhver reproduktion hængt i øjenhøjde i et almindeligt rum. Blåfarverne skifter mærkbart mellem dagslys og lampelys, bliver gråere og mere hvilestiftende, når et rum dæmpes om aftenen, og skarpere, næsten violette, i koldt morgenlys.
Fordi paletten er så snæver og tegningen så enkel, læses billedet klart fra den anden ende af et rum og belønner også at stå tæt på det, hvor de trukne penselstrøg på gulvet og de opbyggede kamme af gul maling på sengen bliver synlige. Det beder om at blive set på, som dets eget motiv var ment at blive set på, langsomt, uden meget andet, der konkurrerer om opmærksomheden i nærheden.
Originalen hænger i dag på Musée d’Orsay i Paris, et rum blandt de tre, Van Gogh lavede af de samme få enkle genstande, malet i et år, der både rummede et sammenbrud og noget af det roligste, mest bevidste farvearbejde i hans karriere.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos Musée d'Orsay samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.