Stilleben med en buket margueritter: Historien
Vincent van Gogh ankom til Paris i de første måneder af 1886 uden at have afklaret ret meget om, hvordan han ønskede at male. Han flyttede ind i sin bror Theos lejlighed, opgav de grumset brune interiører, som han havde opbygget sit ry på i Nuenen, og gik i gang med at lære sig farve fra bunden. Stilleben med en buket margueritter, malet samme år, er et af resultaterne: et lærred skabt ikke for at blive solgt eller vist, men for at blive arbejdet igennem, pensel i hånd, indtil noget ved at se var forandret.
Blomster var det billigste og mest tålmodige motiv, han havde til rådighed. En buket, købt eller samlet, holdt sin positur i et par dage, længe nok til at prøve den samme kande og de samme blomster igen og igen, mens han ledte efter, hvordan én grøn farve sad op ad en anden. Snesevis af disse studier overlever fra hans første år i byen, og dette lærred er et af dem, usigneret, udateret af kunstnerens egen hånd, arbejdsnotater snarere end en afsluttet erklæring.
Det, der adskiller netop dette maleri, er, hvor lidt det låner fra det lysere Paris, som han snart ville opdage. Farven er stadig tæt, stadig jordbunden. Det læses som et hængselsbillede, malet lige før byens lys for alvor kom ind i hans arbejde.
En proppet kande på et bart bord
En enkelt kande af stentøj, med bånd i mørkere grønt, står lidt til højre for midten på en enkel bordplade. Ud af dens smalle hals rejser en tæt, topmålet svulmende masse af blomster sig, så fyldig at kanden næsten forsvinder under vægten af det, den holder.
Buketten blander flere slags sensommerblomster. Hvide og lyse cremefarvede margueritter åbner deres flade ansigter mod betragteren, små mauve- og lillafarvede asters klumper sig sammen til venstre, og et par dybe mørkerøde blomsterhoveder sidder halvt opslugt i skygge bagest i arrangementet.
Nederst til venstre ligger to eller tre klare gule mælkebøttelignende blomster løst på bordpladen, helt adskilt fra kanden. De er det første, øjet fanger, før det klatrer tilbage op i virvaret af lysere blomster ovenover.
Næsten udelukkende malet i grønt
Van Gogh sætter hele scenen mod en flad, mørk olivengrøn baggrund, med en lidt lysere grøn bordplade nedenunder. Kande, blade, stilke og baggrund ligger alle inden for et snævert bånd af den samme farvefamilie, så billedet holder sammen som ét dunkelt, indelukkende rum snarere end et værelse med definerede kanter.
Mod den dæmpede tone bærer blomsterhovederne næsten alt billedets lys. Hvert kronblad er lagt ned som et kort, mættet strøg, duppet snarere end udjævnet, strålende udad fra et mørkere centrum i gult, creme eller lyseblomst.
Bladene og stilkene er behandlet mere løst, trukket og krogformet i længere mærker, der beskriver masse snarere end individuel form. Van Gogh tegner ikke hver stilk så meget som han finder den form, hele buketten danner mod væggen bag den.
Lærredet selv er lille, 57,2 gange 41,6 centimeter, tæt på størrelsen af den buket, det viser. Den skala betyder noget: dette er et billede, der skal studeres på armslængde, på en bordplade eller et staffeli, ikke ses på tværs af et gallerigulv.
Et skridt før de lysere Paris-billeder
Inden for omkring et år efter at have malet denne kande med margueritter ville Van Gogh lægge rene kadmiumgule og koboltblå farver ned, lært fra impressionistiske og neoimpressionistiske lærreder, han så i Paris-forhandleres vinduer. Det skift er endnu ikke sket her.
Det, dette stilleben i stedet viser, er grundlaget for det: en kunstner, der bevidst indsnævrer sit motiv til en enkelt kande blomster, så han kunne koncentrere sig om intet andet end farveforhold, uden et landskab eller en figur til at distrahere ham. Palettens mørke er ikke frygtsomhed, det er kontrol, en måde at teste, hvor langt lyse kronblade kunne drives til at gløde mod et felt af grønt, før billedet helt holdt op med at læses som en buket.
Maleriet opbevares nu på Philadelphia Museum of Art, en del af en offentlig samling, hvor det stadig kan ses og studeres personligt.
Sådan læses det på en væg
I svagt eller aftentligt lys ligger billedet tæt på monokromt, og blomsterhovederne synes at dukke op af det grønne snarere end at sidde foran det. Lidt efter lidt, mens øjet tilpasser sig, bliver de mørkerøde og mauvefarvede blomster, der er begravet i skyggen, synlige.
Under stærkere dagslys åbner det samme lærred sig. Den variation, Van Gogh byggede ind i et snævert farveområde, de lyserøde, lilla og cremefarvede toner, der gemmer sig blandt det gule, bliver lettere at skelne og følge, og de to løse blomster på bordpladen træder frem fra resten.
Uanset hvordan det ses, belønner det et andet og tredje blik snarere end et enkelt blik. Det er trods alt det, det blev lavet til: ikke et færdigt udstillingsstykke, men et studie i, hvor meget en maler kan finde i én almindelig kande blomster, hvis han bliver ved med at se.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos Philadelphia Museum of Art samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.