Stråtækte hytter i Jorgus: Historie, betydning og penselføring
Thatched Cottages in Jorgus hører til de sidste, feberagtige uger af Vincent van Goghs liv. Han var nået til Auvers-sur-Oise i maj 1890, udskrevet fra asylet i Saint-Rémy og stillet under uformelt opsyn af Dr Paul Gachet, og han gik i gang med at male landsbyen, som om han ikke havde tid at spilde. Han havde ret: inden for ni uger ville han være død, og i det tidsrum producerede han omkring halvfjerds lærreder, dette blandt dem.
Auvers gav ham noget, Provence aldrig havde haft: bondegårde med stejle, ældede stråtage, den slags tag han var vokset op med at se i landsbyerne i sin hjemegn Brabant. Han skrev til sin bror Theo om, hvor meget disse gamle tage bevægede ham, og han gik på jagt efter dem på sine daglige gåture omkring bebyggelsen, med skitsebog og staffeli i hånden.
Dette billede er et resultat af den søgen. Malet i 1890 og med målene beskedne 40,5 gange 33 centimeter viser det en klynge af gårdbygninger, han fandt liggende langs en af landsbyens veje, deres tage tunge af alder og deres mure kalkede og lappede.
En vej med mørkt stråtag og blege mure
To huse fylder det meste af den øvre halvdel af lærredet. Deres stråtage er malet i dyb oliven og næsten sortgrøn, lagt ned i korte, hakkende strøg, der følger hældningen og sænkningen i den gamle rørkonstruktion. Hvor strået er blevet tyndere eller er blevet lappet igen, lader Van Gogh en varmere gul okker vise igennem, så taglinjen læses som noget beboet snarere end malerisk.
Under tagene bliver murene blege, næsten blegede, bygget af lidt mere end hvidt og den svageste skylle af blågrøn skygge. Vinduer og skodder er fremhævet med nogle få mørke, beslutsomme mærker, lige nok til at skelne den ene bygning fra den næste uden at sænke øjet.
Der er ingen egentlig himmel i almindelig forstand. Bag og over tagryggene opløses hele den øverste tredjedel af lærredet i hvirvlende gulgrønt løv, den samme rastløse rytme, som Van Gogh brugte den sommer til både hvedemarker og frugthaver. Et enkelt flosset bånd af hvid sky bryder igennem det grønne i midten, den ene kølige afbrydelse i en ellers solbagt palet.
To figurer på vejen
I forgrunden, på en bleg, kridhvid sti stribet med okker og grå, går to kvinder forbi husene. Den ene bærer en dyb blå kjole og er bøjet fremover, opslugt af en eller anden opgave eller blot slidt af at gå. Den anden, i et blegt hovedtørklæde, læner sig op ad en stok, hele hendes krop vinklet med anstrengelsen ved skridtet.
Ingen af figurerne er beskrevet i nogen detaljer. Van Gogh bygger dem op af de samme hurtige, ladede strøg, han bruger overalt ellers i maleriet, så mennesker og bygninger og grønt alle synes at være lavet af det samme rastløse materiale. De giver vejen en menneskelig skala uden at blive dens motiv.
Mørkeblå-sorte konturlinjer løber omkring tage, mure, døråbninger og figurer på samme måde, en vane han havde båret med fra sine Arles-billeder ind i denne sidste Auvers-gruppe. Omridsene holder kompositionen sammen, selv hvor farven under dem truer med at koge over i rent mønster.
Hvordan malingen er behandlet
Tæt på er næsten intet i dette lærred glat. Strået er trukket på i tætte, parallelle streger; løvet bagved er lagt i sløjfede, overlappende krøller; vejen er skrabet og duppet snarere end fyldt jævnt ud. Kun de kalkede mure giver nogen egentlig hvile for øjet, og selv der sidder malingen i synlige rygge.
Paletten forbliver snæver og tæt i tonen hele vejen igennem: grønne farver fra flaskemørk til syrligt klar, en varm okker til sti og strålapper, hvid til murene, og den ene plet blå kjole som det eneste stærke farveaccent. Intet i billedet er sort bortset fra konturarbejdet, og intet er helt stille.
At leve med maleriet
Hængt op i et rum med skiftende dagslys er dette et billede, der skifter temperatur gennem dagen. Morgenlyset fremhæver den kølige blågrønne skygge i murene; sidst på eftermiddagen varmer okkeren i strået og stien hele kompositionen, og tagene synes at blive tykkere.
Med 40,5 gange 33 centimeter var originalen bygget til at blive set tæt på snarere end til en stor væg, og en reproduktion i samme intime skala bevarer den kvalitet: den beder om at blive nærmet sig, ikke set fra den anden ende af et rum. På et arbejdsværelse, et soveværelse eller ethvert rum, hvor nogen faktisk stopper op for at se, fortsætter den tæthed af penselarbejde med at give noget nyt ved tiende besøg lige så vel som ved det første.
Det, der bliver hos en betragter bagefter, er ikke de to kvinder eller selv husene, men fornemmelsen af en maler, der arbejder hurtigt, i grønt lys, i en landsby, der mindede ham om hjemmet, med meget lidt tid tilbage til at male den.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.