Stråtækte hytter i solskin: Historien
Vincent van Gogh nåede Auvers-sur-Oise den tyvende maj 1890 med staffeliet under armen ud af toget fra Paris og, for første gang i årevis, uden asylmure omkring sig. Han havde netop tilbragt tolv måneder indlagt på Saint-Remy. Auvers skulle være genopretning: en landsby med stråtag på gårdene, haver der var løbet i frø, og en læge, Paul Gachet, som forstod malere. Van Gogh havde ti uger tilbage at leve i, og han arbejdede gennem næsten dem alle.
Stråtagshuse i solskin hører til det sidste udbrud. Han malede det i 1890, et af en række lærreder hvor landsbyens gamle gårdtag for en stund blev hele hans motiv. Billedet er lille, blot 40,5 gange 52 centimeter, bygget til nært blik snarere end til en prangende væg.
En landsbylæge og halvfjerds dage
Auvers var blevet anbefalet van Gogh af hans bror Theo, på Gachets ord om at luften og selskabet ville hjælpe. Landsbyen lå ved Oise, en times togtur fra Paris, stadig drevet på den gamle måde med stråtag på tagene og gæs i gårdene. For en maler der havde tilbragt et år på en institution, var forandringen total.
Han lejede et værelse over en café og malede i et tempo der stadig forbløffer katalogisatorer: næsten et lærred om dagen gennem juni og juli. Auvers’ stråtage, ældgamle allerede dengang og andre steder i Frankrig ved at blive erstattet af tegl, fangede ham tidligt og holdt ham fast. Han vendte tilbage til dem igen og igen, fra forskellige vinkler og i forskelligt vejr.
Dette er en af de vendinger. Det viser intet drama, ingen begivenhed ud over en mand der går hjem. Den tilbageholdenhed, fra en maler tre måneder fra sin død, er værd at sidde med.
Tage som bølger
En række huse løber hen over den nederste halvdel af lærredet, deres stråtag bygget op i tykke, afrundede kamme der næsten læses som en kystlinje af grønt og okker. Et tag er tegllagt i rødt, hvilket bryder stråtagets rytme og først trækker blikket til sig. Kalkede vægge ligger nedenunder, gennembrudt af små vinduer med rammer i blegt blåt og grønt.
Tre skorstene sender røg op i stramme blågrønne spiraler, der krummer sig mod himlen som en underskrift. Van Gogh malede røg på denne måde mere end én gang i sine sidste måneder, mindre som iagttaget vejr end som et mærke han holdt af at sætte, en håndledets løkke gentaget tre gange hen over taglinjen.
I forgrunden går en mand i arbejderblåt ad stien forbi husene med et redskab over den ene skulder. Han er lille mod tagene og næsten uden modellering, der for at give stien en funktion snarere end for at holde blikket fast. Græsset omkring hans fødder er bygget af korte, tørre strøg i guld, oliven og rust.
En himmel i kridt og rosa
Over taglinjen er himlen ikke den blå man forventer af et maleri med titlen “Solskin.” Van Gogh lagde den i kridtet rosa og creme, fejet i lange vandrette strøg, med en bleg gul sol der står lavt nær horisonten til venstre. Virkningen er tættere på første morgenlys end på middag.
Den lave sol forklarer titlen uden at råbe den op. Dens glød genfindes svagt i stråtagenes øverste kanter og i et spredt varmt okker gennem græsset, så hele den nederste halvdel af lærredet synes at fange lys fra én lav, stille kilde.
Sat op mod den rosa himmel bliver det grønne i tagene og haverne usædvanligt køligt og dybt, næsten blågrønt i stråtagets skyggefulde folder. Van Gogh arbejdede her med en snæver, gennemtænkt palet: rosa, creme og guld foroven; grønt, okker og hvidt forneden; meget lidt andet.
Penslens vægt
Hver tagkant er først tegnet op i mørkeblå eller næsten sort kontur og derefter fyldt med korte, tætpakkede strøg i grønt og gulgrønt der følger stråtagets hældning. Malingen sidder tykt nok til at fange virkelig skygge hen over sin overflade, en tekstur man føler lige så meget som ser.
Himlen derimod er bygget af længere, løsere strøg, penslen trukket sidelæns så strøgene læses som drivende skyer eller dis snarere end fast luft. Van Gogh varierede sit touch efter hvad han malede, i stedet for at anvende én metode hele vejen igennem, tæt og søgende på tagene, åben og rytmisk foroven.
Intet i billedet er udvisket jævnt. Farverne står ved siden af hinanden, strøg mod strøg, så overfladen bevarer en slags nervøs energi selv i et sceneri så roligt som dette. Det er den samme hånd der malede hvedemarkerne uden for Auvers samme sommer, her anvendt på noget hjemligt og småt.
På en væg, gennem dagen
Hængt hvor morgen- eller aftenlys kan nå det, forandrer billedet sig med rummet. Under varmt lampelys bliver den rosa himmel dybere og stråtaget gløder næsten ravgult. I middagens fladere lys træder det grønne og blå i tagene frem, og billedet læses køligere, mere stille.
Det belønner den slags blik der ikke sker på én gang. De tre røgfaner, det ene røde tag, den lille blå skikkelse på stien: ingen af dem melder sig fra den anden ende af et rum, men hver holder ved et andet og tredje blik, hvilket er kendetegnet på et billede malet hurtigt af en der var holdt op med at spilde tid.
Originalen hænger i dag på Barnes Foundation, i den samling Albert Barnes opbyggede i vid udstrækning efter egen dømmekraft snarere end efter mode. Der holder den selskab med andre sene van Goghs fra samme korte, produktive periode i Auvers.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos Barnes Foundation samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.