Stråtækte sandstenshytter i Chaponval: Historien
En landsby nord for byen
I maj 1890 forlod Vincent van Gogh asylet i Saint-Rémy og bosatte sig i Auvers-sur-Oise, en landsby ved Oise-floden inden for nem rækkevidde af Paris med tog. Han lejede et værelse oven over Ravoux-kroen og arbejdede i et tempo, der stadig forbløffer historikere, ofte med at færdiggøre et lærred om dagen. Chaponval, den lille bebyggelse som dette maleri har navn efter, lå en kort gåtur fra centrum af Auvers, og dens stræder var kantet med gamle sandstenshuse med stråtag.
Van Gogh havde været tiltrukket af stråtage siden sine år i den hollandske provins Brabant, hvor han fyldte skitsebøger med Nuenens lave huse. I Auvers genfandt han det samme motiv, forvitret og overgroet, og malede det uden den forsigtighed, der prægede hans tidligere grå studier. Stråtækte sandstenshuse i Chaponval, dateret 1890, hører til denne sidste og mest hastige fase af hans arbejdsliv.
Et tag, der fylder lærredet
Billedet er bygget op omkring én usædvanlig beslutning: stråtaget er ikke en detalje, men motivet. Det rejser sig fra nederste venstre hjørne og fejer hen over næsten hele lærredet i en stejl diagonal, så rækken af huse læses mindre som bygninger og mere som en lang grøn skråning, tættere på en bakkeside end på en gade.
Ved foden af denne skråning, til venstre, står en døråbning åben i en kalket mur. To figurer holder inde ved den, en kvinde i en blå kjole og en mindre ledsager i brunt, små nok mod taget over dem til at give hele scenen dens fornemmelse af skala. Længere henne bryder skorstene stråtaget, og et andet, blegere hus lukker rækken til højre mod en stribe åben himmel.
En træstige læner sig op ad stråtaget et stykke inde i rækken, et vidnesbyrd om den endeløse reparation, sådanne tage krævede. Det er en lille, praktisk detalje midt i det fejende penselarbejde, den slags Van Gogh ville have bemærket på sine gåture og gengivet uden sentimentalitet.
Stråtag malet som rindende vand
Van Gogh beskriver ikke så meget stråets tekstur som han genopfinder den. Taget er bygget op af lange, parallelle penselstrøg, lagt tykt på og trukket i samme nedadgående retning, så overfladen har rytmen af en strøm, der løber nedad, snarere end den statiske stivhed af tørrede rør.
Hvor stråtaget fanger lyset, skifter strøgene til en hed gylden okker, næsten gul på steder, og løber i ribber gennem det omgivende grønne. I skyggen mørkner de til flaskegrøn og næsten sort, og de to farvespektre griber ind i hinanden hen over taget som mønsteret på en flettet kurv.
Neden for tagskægget er murene behandlet langt roligere, i korte, flade strejf af gråblåt og hvidt, hvilket får stråtaget over dem til at føles endnu mere uroligt til sammenligning. Denne kontrast mellem et rastløst tag og en stille stueetage er en af billedets stille organisatoriske ideer.
Farve under en Auvers-himmel
Over tagene er himlen bleg, en vask af blødt blåt brudt af løst penslede hvide skyer. Van Gogh holder dette øvre felt roligt og forholdsvis tyndt, så al maleriets tæthed af maling og farve trækkes ned i taget og jorden.
Græsset i forgrunden optager de samme grønne toner som stråtaget, gennemtrængt af små strøg af orange og rødt, der læses som valmuer eller faldne blade fanget i rabatten. Det er en snæver palet, grøn, guld, blå og hvid, men Van Gogh arbejder den så hårdt, at maleriet aldrig føles tyndt eller gentagende.
Resultatet er et lærred, der hænger sammen på afstand som en enkel, læsbar landsbyscene, og falder fra hinanden på nært hold i hundredvis af individuelle, retningsbestemte mærker. Begge læsninger er tilgængelige på én gang, hvilket er en del af grunden til, at billedet belønner et andet og tredje blik.
Maleriet i dag
Med sine 81 gange 65 centimeter er Stråtækte sandstenshuse i Chaponval et betydeligt lærred, stort nok til at tagets diagonale fejning kan bære virkelig fysisk kraft frem for at forblive en beskeden skitse. Det ejes i dag af Kunsthaus Zürich, en del af en samling, der længe har tillagt Van Goghs sene arbejde seriøs vægt.
På en væg i et rum med skiftende dagslys ændrer den fejning af okker og grønt sig med timen. Morgenlyset fremhæver de gyldne ribber i stråtaget og skubber skyggerne mod sort; blødere aftenlys lader de grønne toner dominere og trækker hele taget tættere på gråblåtonen i murene under det.
Det er ikke et stille billede, selv i et stille rum. Diagonalen bliver ved med at trække øjet ned og på tværs, fra himmel til stråtag til døråbning, i samme retning som Van Goghs egen hånd bevægede sig over lærredet, og den bevægelse stopper ikke rigtigt, når først billedet er hængt op.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos Kunsthaus Zürich samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.