To afskårne solsikker: Historie, betydning og penselarbejde
Sommeren 1887 havde Vincent van Gogh været i Paris i over et år, hvor han delte en lejlighed med sin bror Theo på Rue Lepic og arbejdede sig gennem byens konkurrerende ideer om farve. Han havde mødt Signac, diskuteret teori med Bernard og set Seurat bygge billeder op af små, disciplinerede strejf af maling. I stedet for at tage et stort parisisk motiv op vendte han sig mod noget, han kunne sætte på et bord og studere i dagevis: afskårne blomster efterladt til tørring.
To afskårne solsikker, malet det år og med målene 60 gange 50 centimeter, hører til denne række af studier. Det er ikke en buket i en vase, den form han ville gøre berømt et år senere i Arles. Det er to blomsterhoveder lagt fladt, allerede over blomstring, deres kronblade krøller og bliver brune i kanterne.
Et stille bord, ikke en have
De to hoveder sidder tæt sammen, næsten rørende ved hinanden, og fylder det meste af lærredet. Der er ingen vase, ingen stængel i vand, ingen antydning af en have uden for rammen. Van Gogh har bragt blomsterne indendørs og sat dem under granskning, på samme måde som en anden maler kunne studere et kranium eller et par støvler.
Hovederne vender direkte mod beskueren, frøskiverne vendt udad snarere end i profil. Den venstre blomst er den mørkeste af de to, dens tætpakkede småblomster gengivet i dyb blågrøn med en enkelt varm plet rødorange, der bryder hen over den nederste højre del af skiven. Den højre blomst er lysere, en vævning af oliven og okker med et mindre, grønnere centrum, dens ring af tørrede kronblade en klarere, mere solbleget gul.
Omkring begge hoveder spreder de tørre kronblade sig udad som udbrændte flammer, brune ved basis og gyldne ved spidsen, nogle krøller tilbage over sig selv, efterhånden som de mister deres fugt. Der er intet dekorativt i dette arrangement. Det læses som iagttagelse først, komposition derefter.
En baggrund der ikke vil ligge stille
Det, der omgiver blomsterne, er ikke en væg eller en bordplade i nogen konventionel forstand. Van Gogh har dækket hele baggrunden, og overfladen under blomsterne også, i korte strejf af orange, rødt, gult og grønt, lagt i overlappende retninger, så intet stykke lærred læses som fladt eller tomt.
Effekten er tættere på en vævet måtte eller et stykke groft stof end på et rum. Farve beskriver her ikke en overflade så meget som den genererer en, bygget op streg for streg snarere end blandet.
Denne all-over behandling trækker ved første blik øjet væk fra ethvert enkelt brændpunkt, før de to mørke skiver igen hævder sig som billedets ankre. Det er en spænding, Van Gogh synes at have ønsket: et rastløst felt, der holder to stille, tunge former.
Farve sat op mod farve
Billedet læner sig hårdt op ad kontrast. Blågrøn sidder op mod orange-rød, den klassiske komplementære parring, som Van Gogh havde læst om og afprøvet gennem 1887, lært delvist fra de yngre malere, han mødte i Paris, og fra hans eget studium af farveteori.
Penselarbejdet er lige så meget tegnet som malet, korte mærker lagt i rytme snarere end glattet ud til gradienter. Omkring frøskiverne kurver strejfene for at følge småblomsternes spiralmønster; i baggrunden falder de i løsere, mere oprevne diagonaler.
Intet i malingsfladen er tyndt eller tøvende. Van Gogh har bearbejdet hele lærredet med samme intensitet, så tørret kronblad og malet baggrund presser mod hinanden med lige vægt, lige insisteren på at blive set.
Et billede Edgar Degas valgte at beholde
To afskårne solsikker var i Degas-samlingen, hvilket betyder, at det engang hang blandt de billeder, Edgar Degas samlede til sig selv snarere end til salg. Degas købte selektivt og for sit eget øje, og et maleri, der kom ind i hans værelser, siger noget om, hvordan det blev set af i det mindste én krævende samtidig.
Det er en lille, men sigende tråd i historien om, hvordan Van Goghs parisiske arbejde, uglamourøse motiver malet med ægte overbevisning, fandt sit første seriøse publikum blandt netop de malere, han var kommet til byen for at lære af.
På en væg, mens lyset skifter
Hængt hvor dagslys når det, skifter dette lærred time for time. Morgenlys fremhæver det vævede underlags røde og orange toner, indtil de synes at vibrere mod de mørkegrønne skiver; om aftenen, under lampelys, trækker grønne og blå farver i blomsterhovederne sig frem, og billedet falder til ro i noget mere stille og mere dystert.
Med sine 60 gange 50 centimeter beder det om at blive mødt på nært hold, i et rum hvor nogen faktisk standser foran det i stedet for at gå forbi. Det belønner den slags blik, netop fordi så lidt af det er malerisk: to udtjente blomster, studeret grundigt, i året før Van Gogh gjorde solsikken helt til sin egen.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos Degas Collection samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.