To børn: Historie, betydning og penselføring
En husstand i de sidste uger i Auvers
I maj 1890 ankom Vincent van Gogh til Auvers-sur-Oise, en landsby ved floden Oise, let tilgængelig fra Paris med tog. Han havde forladt asylet i Saint-Rémy i håb om et roligere og mere selskabeligt liv, og han fandt logi oven over en café drevet af familien Ravoux. Doktor Paul Gachet, en amatørmaler og samler, holdt øje med hans helbred og blev en af hans sidste nære bekendte.
Tempoet i arbejdet i de uger var usædvanligt. Van Gogh malede næsten hver dag, ofte færdiggjorde han et lærred inden for få timer, og vendte sig mod det motiv, der var nærmest: hvedemarkerne uden for landsbyen, kirken, stråtagshusene og de mennesker, der boede blandt dem. Børn var blandt hans mest villige modeller, mere tålmodige end mange af de voksne i Auvers, som forblev på vagt over for kunstnerens ry.
To børn hører til denne sidste, intense arbejdsperiode. Malet i 1890, i de samme uger, hvor nogle af hans mest kendte sene lærreder blev til, viser det to unge børn fra landsbyen placeret tæt sammen, set fra brystet og op mod en løst malet udendørsscene.
To ansigter, holdt tæt
Maleriet bringer sine motiver helt op til billedfladen. To børn, klædt ens i blå kjoler og hvide kysehatte, sidder skulder ved skulder, så tæt, at deres hatte næsten rører hinanden. Deres runde, solbelyste ansigter dominerer den øverste halvdel af lærredet.
Barnet til venstre kigger ud med et svagt, privat smil, rødgyldent hår undslipper under kysehatten. Barnet til højre, vendt en anelse væk, har en mere alvorlig mund, med øjenbrynene trukket sammen over et direkte blik. Mellem dem holdes en lille bleg blomst på en kruset grøn stængel lavt, dens kronblade er næppe mere end et par strøg hvid og gul maling.
Bag de to hoveder skitserer van Gogh et fragment af landsbyen: et lavt hus med blå skodder til venstre, pletter af en mur eller et tag i blåt til højre, og rundt om det hele det løse grønne og gyldne fra en have eller mark fanget i nogle få hurtige penselstrøg.
Farve presset til det yderste
Paletten er lys og bevidst snæver. Æggeblommegul fylder ansigterne og meget af baggrunden, sat direkte op mod kobolt og ultramarinblå i kjolerne og de smalle strimler af himmel og bygning bagved. Grønt løber gennem baggrunden i lange, krusende strøg og står for græs, hæk og træ i et enkelt farvesving.
Der er næsten ingen forsøg på den blødgøring, en akademisk portrætmaler ville have brugt. Skygger på kinderne er lagt ind med orange og rødt snarere end gråt, og kysehattenes hvide bærer strejf af blåt og grønt, der er samlet op fra omgivelserne. Resultatet er et billede, der fremstår lyst og let feberagtigt selv i reproduktion, hvor farven gør det arbejde, modelleringen normalt ville gøre.
Kontur som struktur
Det, der holder denne farveintensitet sammen, er linjen. Hver kant i billedet, kanten af en kysehat, kraven på en kjole, kurven af en kind, er tegnet rundt med et tungt, ubrudt bånd af mørk maling, tættere på blyindfatningen i et glasmaleri end på konventionel portrættegning. Van Gogh havde eksperimenteret med denne form for afgrænset, flad farve før, og i Auvers brugte han den til at forhindre sit hurtigste, løseste penselarbejde i at opløse sig i ren tekstur.
Inden for disse konturer er malingen alt andet end flad. Kjolerne er bygget op af korte, gentagne strøg, nogle trukket lige ned, nogle buet med stoffets fold, lagt på så tykt, at malingens rygge stadig fanger skråt lys på lærredet i dag. Ansigterne er roligere, bygget i blødere partier af gult og orange, så øjet først falder der, før det tager det rastløse penselarbejde i tøjet og baggrunden ind.
Hele lærredet måler 51 gange 51,2 centimeter, tæt på kvadratisk, et format der passer til denne komposition af to hoveder side om side snarere end en enkelt figur løs i et landskab.
På en væg, i skiftende lys
Hængt hvor dagslyset når det, skifter To børn gennem dagen. Morgenlyset fremhæver impastoryggene i de blå kjoler og kaster små skygger langs hver mørk konturlinje. Om aftenen, under en lampe, træder ansigternes gule og orange farver frem, og billedet virker varmere, tættere på levende lys end dagslys.
Det er ikke et stort billede, og det blev ikke malet som en offentlig erklæring; det hører til den samme private, arbejdende opmærksomhed, som van Gogh den sommer gav en have eller et stykke hvedemark. Set på tæt hold, i et værelse snarere end på tværs af en gallerisal, er det netop intimiteten, der er pointen: to børn, kortvarigt stille, betragtet intenst og malet hurtigt.
Originalen hænger i dag på Musée d’Orsay i Paris, blandt de andre malerier fra van Goghs Auvers-periode, et vidnesbyrd om, hvor meget han så og nedfældede i de ti uger, han havde tilbage.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos Musée d'Orsay samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.