Tre hvide hytter i Saintes-Maries
Seks dage ved havet
I den første uge af juni 1888 forlod Van Gogh Arles for et kort ophold i Saintes-Maries-de-la-Mer, en fiskerlandsby på Camargue-kysten, hvor Rhône-deltaet møder Middelhavet. Han rejste dertil med en langsom offentlig diligence over en flad, vindslidt slette og jagtede noget, han endnu ikke havde fundet blandt frugthaverne og hvedemarkerne uden for Arles: åben himmel, salt luft og en horisont med næsten intet bygget på.
Han var kommet sydpå til Arles i februar, tiltrukket af en idé om stærkere farve og et klarere, mere direkte lys, end Paris kunne give ham. I begyndelsen af sommeren arbejdede han hurtigt og malede udendørs næsten hver dag, og turen til kysten gav ham noget nyt at se på: både trukket op på sandet, kvinder i lokal dragt og små stråtækte hytter bygget til fiskere og hyrder snarere end for nogens pittoreske smag.
Tre hvide hytter i Saintes-Maries er et af de malerier, der kom ud af det korte besøg. Van Gogh udførte det i 1888 på et lærred på 41,5 gange 33,5 centimeter, lille nok til at være blevet båret med og færdiggjort hurtigt, foran de faktiske hytter snarere end efter hukommelsen tilbage på hans værelse.
Tre tage mod himlen
Maleriet er bygget op omkring en klynge af lave, hvidkalkede bygninger, hvis vægge er næsten rent hvide, hvor solen rammer dem, og stribede af blåt og gråt, hvor den ikke gør. Hver af dem har et stejlt, spidst tag af rørstrå, gengivet i okker- og tanstrøg med mørkere blågrå mærker lagt hen over dem for at antyde den ru, lagdelte stråtag og det vejr, det har taget imod.
En rød dør står åben i den midterste hytte, og en anden, mørkere døråbning ses på den lave udbygning til venstre, hvis plankevægge er malet i rå okker og skitseret i blåt. På ryggen af et tag bryder en tynd, mørk form, dels tagspir, dels vejrhane, stråtaggens linje mod himlen. Bag gruppen antyder flere gavle og en skorsten, at dette er en arbejdende klynge af bygninger snarere end en enkelt isoleret hytte.
Intet her er prægtigt. Det er beskedne, funktionelle boliger, den slags Van Gogh i sine breve havde beskrevet som tættere på forhistoriske hytter end på konventionelle huse, og han maler dem med samme opmærksomhed, som han gav en stol eller et par støvler: som ting, der er værd at se grundigt på, præcis som de er.
En himmel, der presser ned
Det, en betragter først møder, er ikke hytterne, men himlen over dem, en usædvanligt dyb, mættet blå, der fylder næsten halvdelen af lærredet. Den er bygget op af tætte, mest diagonale strøg af ultramarin og kobolt, lagt tæt sammen, så overfladen har en vævet, næsten stoflignende tekstur snarere end en konventionel himmels luftige blanding.
Den blå er tungere og mørkere end det milde provençalske vejr, motivet antyder, og den ændrer hele maleriets stemning. Mod den fremstår hytternes hvidkalkede vægge overraskende lyse, næsten selvlysende, og den varme okker i stråtaget og det røde i dørene får en intensitet, de ikke ville have haft under en almindelig bleg himmel.
Her arbejder Van Gogh ganske bevidst med komplementær kontrast: blåt mod orange og hvidt mod en farve mørk nok til at få det til at gløde. Malingen er selv tyk, stedvis påført vådt i vådt, så penselstrøgenes rygge fanger virkeligt lys på lærredets overflade og skifter let, når en betragter bevæger sig.
Okkerjord og grøn krat
Under bygningerne optager jorden den nederste tredjedel af lærredet i varm okker og brændt orange, lagt ned i løse, trækkende strøg, der stedvis efterlader lærredets vævning synlig. Den læses som bar, solbagt jord af den slags, der er almindelig omkring Camargues kystlandsbyer, uden græs til at bløde den op.
Spredt over den jord ligger klumper af mørkegrønt krat, malet som korte, spidse klatter snarere end blandet løv, nogle næsten sortgrønne i skyggerne og andre med glimt af en lysere, mere gulgrøn, hvor solen rammer dem direkte. De ligger i løse rækker, der leder blikket fra lærredets forside og tilbage mod hytterne.
Der er intet hav i syne og ingen horisontlinje bag bygningerne; maleriet handler udelukkende om denne ene klynge hytter, jorden foran dem og himlen bagved. Det er et tæt beskåret, næsten intimt syn på et sted, Van Gogh kun havde få dage til at se på.
På en væg derhjemme
Originalen, der i dag opbevares af Kunsthaus Zürich, er et lille, tæt maleri med høj kontrast, og den intensitet overføres godt til et hjemligt rum. Fordi kompositionen er så enkel, tre tage, en stribe jord, en mur af blåt, læses den klart fra den anden ende af et rum og belønner et nærmere blik på penselarbejdet, når man er tæt på.
I dagslys står de hvide vægge og røde døre frem mod den tunge blå himmel; under varmere aftenlampebelysning har okkerjorden og stråtaget en tendens til at dominere i stedet, og det blå trækker sig tilbage til noget nærmere skumring. Få malerier af denne størrelse rummer så meget skiften i stemning, efterhånden som lyset omkring dem ændrer sig gennem dagen.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos Kunsthaus Zürich samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.