Tre par sko: Historie, betydning og penselføring
Vincent van Gogh nåede Paris i begyndelsen af 1886 med næsten intet afklaret om, hvordan han ønskede at male. Han flyttede ind hos sin bror Theo, en kunsthandler med værelser nær Montmartre, og brugte de næste to år på at opsuge, hvad byens malere gjorde med farve og lys. Den tunge, jordbundne måde, han havde brugt i Nuenen, måden fra The Potato Eaters, var stadig nær, men den begyndte at løsne sig.
Midt i den overgang vendte han hele tiden tilbage til et motiv, der ikke havde noget moderigtigt over sig: gamle sko. Flere lærreder med slidt fodtøj overlever fra 1886, malet i hans værksted i Paris snarere end udendørs, og Three Pairs of Shoes er et af dem. Det måler 72,5 gange 49,8 centimeter og tilhører nu Harvard Art Museums.
At vælge støvler som motiv, på et tidspunkt hvor han kunne have jagtet boulevarderne og cafe-concerterne, der trak andre malere til, siger noget om, hvor hans opmærksomhed faktisk var. Han var endnu ikke klar til at slippe den arbejdende verden, han havde malet på det hollandske land. Gammelt læder gav ham en måde at holde fast i den verden på, mens han prøvede en friere hånd af.
Seks støvler, ét klæde, ét gulv
Maleriet rummer tre par sko, seks støvler i alt, sat ned sammen på et blegt klæde kastet over et trægulv. De er ikke arrangeret med nogen formel orden. De ser ud, som om nogen netop er trådt ud af dem, eller har stillet dem op for at tørre.
I forgrunden ligger en lav brun sko vippet på siden, snørebåndet løst og hængende slapt hen over klædet. Dens slidte tunge og ridsede tå fanger det mest direkte lys i hele billedet, og det er derfor, blikket først lander der.
Bag den står et lysere par, deres læder er blevet gråt og kridtagtigt ved tåen, hvor finishen er slidt helt væk. Den blege plet gennemslidt læder er et af de mest nøje iagttagne partier i billedet, opbygget af små prikker snarere end et enkelt strøg.
Til højre rejser et højere par snørestøvler sig højere op ad lærredet end de andre, deres læder næsten sort, den ene støvle lænet tilbage mod sin makker. Deres højde og deres mørke forankrer kompositionen og forhindrer rækken af sko i at læses som en flad linje.
Bag dem alle seks er væggen et groft felt af gråt, brunt og stribet hvidt, påført med de samme fyldte strøg som klædet på gulvet. Der er intet vindue, ingen døråbning, ingen andre genstande. Intet i rummet får lov at konkurrere med støvlerne om opmærksomheden.
Malingens vægt
Van Gogh arbejdede ud fra en snæver palet her: umbra og sort til læderet, okker og gråt til væggen, et kridtagtigt off-white til klædet under det hele. Det er et bevidst begrænset farvevalg, tættere på det tonale maleri, han var vokset op med, end på de klarere farver, han var begyndt at se omkring sig i Paris.
Det, der allerede har ændret sig, er behandlingen. Læderet er opbygget med korte, fyldte strøg, der følger materialets faktiske folder og rynker snarere end at glatte dem ud, og på steder står malingen så højt over lærredet, at den fanger virkelig skygge hen over sin overflade.
Lyset kommer fra øverste venstre og falder ujævnt hen over rækken, løfter den slidte tå på den midterste støvle og det løse snørebånd i forgrunden, mens støvlerne til højre efterlades i næsten mørke. Det ujævne lysfald er det, der giver rækken dens dybdefornemmelse, da de seks støvler ellers er tæt på hinanden i tone og størrelse.
Hvad gamle sko får lov at bære
Van Gogh vendte tilbage til slidte støvler ofte nok gennem 1886 til, at motivet tydeligt betød noget ud over bekvemmelighed. Gammelt læder bærer formen af en fod og rekorden af års gang på en måde, som få andre hverdagsting gør, og han malede den rekord med samme alvor, som han engang havde givet ansigterne hos bønderne i Nuenen.
Ingen figur optræder i maleriet, alligevel er støvlerne umiskendeligt præget af brug. Hvert par har sin egen slitage, sin egen måde at sidde på klædet, så fraværet af en bærer bliver en del af, hvad billedet handler om, snarere end et tomt hul i det.
På en væg, i skiftende lys
Hængt i et rum med skiftende dagslys er dette et maleri, der bliver ved med at afsløre mere af sin overflade. I fladt lys læses støvlerne mest som mørke, tæt tonede former; når lyset strejfer hen over lærredet i en vinkel, rejser impastoen i læderet og den stribede væg bag det sig i relief, og penselarbejdet bliver lige så meget motivet som skoene selv.
Det belønner den slags blik, et hurtigt galleribesøg sjældent tillader: at stå tæt nok på til at se, hvordan den slidte tå på en støvle blev opbygget strøg for strøg, og derefter træde tilbage og se seks almindelige genstande falde til ro igen i et enkelt, stille stilleben.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos Harvard Art Museums samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.