Tre solsikker i en vase: Historie, betydning og penselføring
I sommeren 1888 havde Vincent van Gogh været i Arles i flere måneder og arbejdet i et tempo, der foruroligede selv ham. Han havde overtaget Det Gule Hus på Place Lamartine og var ved at gøre det klar til Paul Gauguin, hvis ankomst han imødeså med en blanding af håb og angst. Solsikkemalerierne var tiltænkt det hus, udsmykning til det værelse, Gauguin skulle sove i, og Tre solsikker i en vase hører til den kampagne i august.
I Det Gule Hus, august 1888
Van Gogh arbejdede på sine solsikker i korte, intense udbrud og gjorde nogle gange et lærred færdigt i én seance. Han ønskede, at den blomst, han forbandt med Sydfrankrig, med sol og varme, skulle fylde et værelse, som en freske kunne gøre det. Flere versioner udsprang af den sommer og varierede i antallet af blomster og farven på baggrunden bag dem.
Dette lærred, dateret 1888 og med målene 58 gange 73 centimeter, er et af de mere kompakte studier i gruppen. Tre blomster, ikke de tolv eller femten i de mere kendte versioner, står i en enkel glasvase. Det læses mindre som en stor erklæring og mere som en prøve på en, en chance for at afprøve, hvor langt et enkelt motiv kunne drives med så lidt andet på lærredet.
Tre hoveder, ikke et dusin
Vasen rummer præcis tre solsikker, hver fanget i et forskelligt øjeblik. To er vist i profil, den ene vendt mod højre og den anden mod venstre, deres kronblade begynder at krølle og deres midter er mørknet til den tætte, frøfyldte brun af en blomst forbi sin top. Den tredje vender mere direkte mod beskueren, let vippet nedad, dens midte stadig en varm guld farvet med kun lidt af den mørkere frøfarve.
En enkelt tynd stængel rejser sig over den centrale klynge og bærer et lille blågråt blad, der bryder rækken af gul og grøn. Det er en lille detalje, let at overse, men den forhindrer, at toppen af kompositionen føles tung. Brede, sværdformede blade vifter ud under blomsterne, malet med de samme løse, sikre strøg som kronbladene.
Selve vasen er af glas, ikke keramik, gengivet i kølige grønne toner med strejf af hvidt, hvor lyset rammer dens buede overflade. Van Gogh lader stænglerne svagt vise gennem glasset, en detalje, der forankrer stillebenet og giver blomsterne et troværdigt sted at stå.
Tyrkis bagved, okker nedenunder
Baggrunden er en flad, ubrudt tyrkis, påført i lange strøg, der viser lærredets vævning flere steder. Den har intet af blomsternes eget spil, og det er pointen: et ensartet felt af kølig farve, hvorimod solsikkernes varme gule og orange farver kan gøre deres arbejde.
Under bordlinjen skifter farven til en dyb rødlig brun, opbygget af korte, hakkende strøg af okker, rust og bleg lilla. Det er en grovere passage end den himmelblå baggrund, tættere på håndteringen af bordpladerne i hans andre interiører fra Arles, og den forankrer kompositionen med en varme, der svarer på blomsternes gule farve i stedet for at konkurrere med den.
Side om side ligger tyrkis og okkerbrun næsten i modsatte ender af farvecirklen fra de gule mellem dem. Det er denne kontrast, der giver billedet dets spænding. Øjet trækkes først til de lyseste kronblade, derefter ud til det kølige felt omkring dem, så ned i det varme bord og tilbage igen.
Hvordan malingen sidder på lærredet
Van Gogh tegnede hvert kronblad som et enkelt mættet strøg, tykt nok til at kaste sin egen lille skygge, strålende udad fra de to mørkere midter som egerne i et ujævnt hjul. Malingen på selve blomsterhovederne er stipplet og duppet snarere end blendet, snesevis af korte berøringer af rødbrun og okker står for de pakkede frø i kernen af en rigtig solsikke.
Bladene er bygget på samme måde, i løse diagonale strøg af grøn og gulgrøn, der aldrig helt falder til ro i en glat overflade. Intet her er poleret. Penselarbejdet forbliver synligt på hvert punkt, hvilket er en del af det, der får blomsterne til at føles levende snarere end arrangerede.
Vasen er det ene område, der er malet med nogen egentlig glathed, dens glasoverflade opbygget af tynde, blandede passager af grøn afbrudt af hårde hvide højlys. Denne kontrast mellem den løse, tørre håndtering af blomsterne og den vådere, mere kontrollerede maling af glasset er let at overse ved et hurtigt blik, men gør en hel del for visuelt at adskille de to elementer.
At leve med tre blomster
Et stilleben så tilbageholdt opfører sig anderledes på en væg, end de større, mere overfyldte solsikkemalerier gør. Med kun tre blomster og et ensartet felt af tyrkis omkring dem er der mere plads til, at øjet kan hvile, og billedet læses klart fra den anden ende af et rum såvel som tæt på.
Morgenlys har en tendens til at gøre tyrkisen fladere og mere atmosfærisk, mens den varmere aftenbelysning trækker bordets okker- og rusttoner frem og fordyber skyggerne inde i frøhovederne. Maleriet er ikke statisk i et rum, sådan som et fotografi ville være; balancen mellem dets kølige og varme passager skifter hele tiden med timen.
Det, der forbliver konstant, er den retning, øjet får. To blomster vender sig væk fra beskueren i profil, én vender fremad, og denne lille asymmetri forhindrer kompositionen i at falde til ro i et statisk, centreret arrangement. Det er et beskedent billede i skala, men ikke i hensigt.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.