Underskov med to figurer: Historie, betydning & penselføring
I maj 1890 forlod Vincent van Gogh asylet i Saint-Remy-de-Provence og rejste nordpå til Auvers-sur-Oise, en landsby ved floden Oise inden for rækkevidde af hans bror Theo i Paris. Han havde måske ni uger tilbage at leve i, og han malede i et tempo, der stadig foruroliger enhver, som forsøger at katalogisere hans produktion fra den sommer. Undergrowth with Two Figures, udført i 1890, hører til den sidste og mærkeligste gruppe af billeder fra de uger, en samling skovmotiver, hvor himlen helt er udeladt, og træerne lukker sig over beskueren som et forhæng.
En skov uden horisont
Van Gogh malede flere versioner af dette motiv i Auvers, hvor han trampede ind i skovene oven over landsbyen med et lærred skåret langt og lavt, og derefter fyldte det fra kant til kant med træstammer. Der er ingen himmel i nogen af dem, ingen fjern mark, intet der anbringer beskueren i en fast afstand. Stammerne rejser sig ganske enkelt forbi rammens overkant, og øjet har ingen steder at gå hen undtagen langs jorden.
Den afvisning af en horisont er billedets mest bevidste beslutning. Van Gogh havde tilbragt det foregående år i Saint-Remy med at male cypresser og olivenlunde, der stadig adlød en konventionel mellemdistance. Her lukker han den mulighed, og skoven bliver en enkelt sammenhængende flade snarere end et sceneri, der skimtes fra et fast punkt.
Parret mellem stammerne
To figurer står lidt til venstre for midten, klædt i mørke grønne og sorte farver, der næsten læses som silhuetter mod den blegere bark omkring dem. De er små, ikke højere end mellemrummet mellem to nabostammer, og Van Gogh giver dem ikke noget ansigt at tale om, blot en klat hudfarve over kraven. Hvem de end er, passerer de igennem snarere end at posere.
Deres placering er præcis snarere end tilfældig. Van Gogh har anbragt dem i det ene område af lærredet, hvor tre eller fire stammer skilles lidt, så den blegere grund bag dem indrammer de mørke former af deres tøj. Fjern parret, og maleriet holder stadig sammen som en undersøgelse af træer og underskov; lad dem blive, og skoven har pludselig en skala, en afstand man faktisk kunne gå.
De giver også billedet dets stille uro. To mennesker så små i et forhæng af stammer så tæt føles overvåget snarere end overvågende, tættere på figurer, der skimtes gennem en hæk, end på motiver ude på en eftermiddagstur.
Blå stammer, gul grund
Stammerne selv er ikke malet brune. Van Gogh gengiver dem i kølige blå, lilla og blege violette farver, med en central stamme opbygget i en tyk, næsten turkisblå farve, der forankrer hele kompositionen. Varmere toner, en rosenrød, en streg okker, optræder kun på en eller to stammer til venstre, som om lyset fangede bark i en enkelt vinkel.
Under stammerne er jorden et tæt virvar af grønt, lagt i korte strøg, der tipper mod gult, hvor end mælkebøtter trænger igennem, og mod hvidt, hvor et spredt lille blomsterflor sidder over græsset. Der er ingen bar jord noget sted i billedet. Hver tomme af jorden er gjort rede for i maling, græs over græs, blomst over græs, indtil overfladen læses så tykt som et vævet tekstil.
Holdt sammen er paletten næsten udelukkende bygget på parringen af blåviolet og grønguld, en kombination Van Gogh havde brugt før til at lade et billede uden at hæve dets temperatur. Resultatet føles skygget og køligt, selv hvor det gule er på sit stærkeste, mere som lyset to skridt inde i en trægrænse end en åben mark ved middagstid.
Mærkerne penslen efterlod
Se nøje efter, og stammerne viser sig at være bygget af lange, enkelte strøg maling trukket lige op ad lærredet, lagt så tykt på, at de efterlader rygge, man kunne føle med en fingerspids. Van Gogh blander ikke disse strøg ind i grunden bag dem; stamme og underskov mødes i en hård kant, en farve lagt direkte mod en anden våd på våd.
Underskoven er behandlet helt anderledes, i korte streger og kommaer af maling sat i enhver vinkel, grønne farver der krydser grønne, en plet gul farve dryppet ind, hvor end en blomst skulle markeres. Hvor stammerne er lodrette og disciplinerede, er jorden spredt og hurtig, og kontrasten mellem de to slags mærker gør meget af arbejdet med at skille nær fra fjern.
Dette er maling påført hurtigt, direkte fra tuben på steder, med næsten intet medium til at bremse det. Intet her er blevet rettet eller blødt op bagefter. Det er optegnelsen af en hånd, der bevægede sig lige så hurtigt, som øjet kunne give den instruktioner, i overensstemmelse med det rasende arbejdstempo, Van Gogh holdt gennem sine sidste uger i Auvers.
At leve med skoven
Lærredet er langt og lavt, omkring 99,7 gange 49,5 centimeter, en form tættere på et bredt vindue end på en konventionel portræt- eller landskabsramme. Ophængt i øjenhøjde anbringer det proportioner beskueren omtrent der, hvor de to gående figurer står, og ser langs stammerne snarere end ned i et fjernt udsyn.
Fordi billedet ikke har nogen himmel og ingen enkelt lyskilde, falder det ikke til ro i én stemning, som et solbeskinnet landskab måske ville. Under varmt aftenlys trækker de blå farver i stammerne sig frem, og skoven føles tættere og køligere; under et klart, fladt dagslys tager de gule farver i underskoven over, og det samme lærred læses som en åben, solramt lysning.
Originalen hænger i dag på Cincinnati Art Museum, et af de sidste skovmalerier Van Gogh lavede før sin død i Auvers-sur-Oise i juli 1890. Set i reproduktion eller i virkeligheden bevarer det den kvalitet, der gør det værd at vende tilbage til: en skov malet ikke som kulisse, men som et sted, man står inde i, med to mennesker på nippet til at forsvinde mellem træerne.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos Cincinnati Art Museum samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.