Valmueblomster: Historie, betydning & penselføring
Paris, ikke Arles
Vincent van Gogh nåede Paris i det tidlige forår 1886 og flyttede ind hos sin bror Theo, en kunsthandler, der sørgede for, at han fik mad, tag over hovedet og kontakt til alt det nye i byens studier. I 1887 var han dybt i selskab med malere, der arbejdede med impressionistisk farve og den strengere, prik-opbyggede metode hos Georges Seurat og Paul Signac. Hans egen palet, som i de hollandske år var dæmpet og jordbunden, var i hastig forandring.
Han ventede ikke på et landskab eller en villig model for at afprøve det, han var ved at lære. Han købte eller plukkede blomster, satte dem i hvad der nu var af vaser for hånden og malede dem i én sitting, igen og igen, gennem det år i Paris.
Valmueblomster, dens oprindelige og korrekte titel, er et resultat af den vane. Malet i 1887 og med målene 54 gange 65 centimeter er det et lille, hurtigt, koncentreret stykke arbejde snarere end et færdigt opstillet værk, den slags lærred en kunstner laver for at finde ud af, hvad en farve gør, før han stoler på den i noget større.
Hvad der fylder vasen
En mørk lerkande, lav og rundbuget, står lidt til venstre for midten på en bar bordplade. Op af den rejser en tæt, næsten tilgroet masse af små gule blomster, pakket så stramt, at de enkelte blomster slører sammen til en enkelt glødende klynge mod det omgivende mørke.
To røde valmuer bryder det gule felt. De hænger lavt på bukettens venstre side, en næsten opret, en bøjet så langt, at dens hoved hænger under vasens rand, og deres flade, mættede røde er den eneste varme tone, der ikke er gul, nogetsteds i maleriet.
Baggrunden giver blomsterne intet at konkurrere med. Den er malet i næsten sorte brune og dybe maronfarver, flad og uden detaljer, så al begivenhed i billedet, hvert farveklat og hver malingsryg, må finde sted inde i selve buketten.
Bordpladen nedenunder er en varm, tør okker, spredt med nogle få løse gule kronblade, der er faldet af arrangementet. Det er en lille, enkel detalje, men den forankrer vasen og giver øjet et sted at hvile, før det klatrer op i blomsterne igen.
Hvor Van Gogh lod penslen være synlig
Se nøje på de gule hoveder, og malingen står frem fra lærredet. Van Gogh byggede hver klynge af kronblade op fra korte, fyldte strøg, lagt det ene mod det andet uden megen blanding, så overfladen selv har en tekstur tæt på teksturen i de blomster, den viser.
Stænglerne og bladene er gjort hurtigere, i en mørkere, tyndere grøn, der læses som stenografi snarere end beskrivelse. Han forsøgte ikke at gengive hvert blad; han forsøgte at holde formen på hele buketten sammen, mens det gule gjorde det egentlige arbejde.
De to valmuer er behandlet anderledes igen, i løsere, mere flydende strøg, der lader det røde sidde tyndt og let gennemsigtigt over grunden nedenunder. Den forskel i berøring, stram og tyk for det gule, løs og tynd for det røde, er let at overse i reproduktion og er en af de ting, der er værd at se i den oprindelige penselføring.
I nederste venstre hjørne, halvt tabt mod det mørke, er hans signatur, Vincent, det ene navn han brugte på sine billeder fra denne periode og frem.
Gult før Arles
Det følgende år ville Van Gogh forlade Paris til fordel for Arles og male solsikkerne, der gjorde gult til hans signaturfarve i offentlighedens bevidsthed. Valmueblomster viser ham nå frem til den farve et år tidligere, i et parisisk blomsterværk snarere end en sydlig mark, mens han arbejdede sig frem til, hvor langt gult kunne bære et billede alene.
De hængende valmuer forhindrer maleriet i kun at være en studie i én farve. Sat mod så meget opret, tætpakket gult læses deres bøjede stængler og tungere røde som en lille note af vægt og forfald inde i et billede, der ellers presser opad og udad.
Maleriet er nu i samlingen på Mohamed Mahmoud Khalil Museum, hvis beholdning samler franske impressionistiske og postimpressionistiske værker indsamlet i Cairo. Det er et af de relativt få Van Gogh-malerier, der findes uden for Europa og Nordamerika.
På en væg derhjemme
Den næsten sorte grund omkring blomsterne er det, der får dette maleri til at fungere på nært hold, i et værelse snarere end på tværs af en gallerisal. I lavt lys eller aftenslys trækker mørket sig næsten tilbage til intet, og den gule buket ser ud til at holde sit eget lys, gløde snarere end blot at være oplyst.
I dagslys læses det samme lærred anderledes: den okkerfarvede bordplade og marontonerne i baggrunden træder frem, og de røde valmuer holder op med at være en lille accent og begynder at trække øjet først.
Med 54 gange 65 centimeter er det et billede bygget til et værelse, du faktisk tilbringer tid i og ser nøje på, et soveværelse eller et stille hjørne snarere end en sal beregnet til at blive set i forbifarten. Det belønner at blive set på mere end én gang, i forskelligt lys, på forskellige tidspunkter, sådan som Van Gogh selv må have set på det, mens han stadig arbejdede sig frem til, hvad gult kunne gøre.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos Mohamed Mahmoud Khalil Museum samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.