Vase med fem solsikker: Historie, betydning & penselarbejde
Arles, august 1888
I sensommeren 1888 havde Vincent van Gogh boet i Arles i et halvt år, lejet de fire værelser i Det Gule Hus og ventet på, at Paul Gauguin skulle ankomme fra Bretagne. Han ønskede, at væggene i Gauguins soveværelse skulle rumme noget umiskendeligt hans eget, en udsmykning ingen anden maler ville finde på at forsøge sig med. Solsikker, grove og almindelige haveblomster, blev hans svar.
Han arbejdede hurtigt og malede det ene blomsterhoved efter det andet, mens blomsterne stadig var friske nok til at holde formen på bordet foran ham. Flere lærreder kom ud af den arbejdsperiode, hver en variation over samme idé: en enkel vase, en buket solsikker og et fladt farvefelt bag dem. Dette billede, oprindeligt med titlen Stilleben: Vase med fem solsikker, hører til den gruppe, malet i Arles i 1888.
Fem hoveder mod dyb blå
Hvor flere af Arles-solsikkebillederne sætter deres buketter mod en gul væg, er dette anderledes: blomsterne står mod en dyb, næsten natlig blå. To hoveder rækker opad og udad nær lærredets top, kronblade spredt som fyrværkeri, det ene vendt for at fange lyset fuldt, det andet vinklet væk, så kun en ring af kronblade og antydningen af en mørk midte ses.
Under dem vender et bredt orangebrunt hoved næsten fladt mod beskueren, dets skive bygget af klatter af okker, rust og grønt sat ned i en løs spiral. To hoveder mere synker sammen ved bukettens fod, udtjente og tunge af frø, deres kronblade tyndede og krøllede. Mellem alle fem holder en lav grøn vase stænglerne, stående på et bart bord gengivet i kølig violetgrå.
Med 98 gange 69 centimeter er lærredet stort nok til, at blomsterne næsten har naturlig størrelse, så en beskuer, der står foran det, møder blomsterne i noget nær deres sande skala. Øjet lander først på den lyse, fremadvendte orange skive i midten og bevæger sig derefter udad til de blegere hoveder ovenover og det nedhængende par nedenunder.
Hvordan malingen sidder på lærredet
Van Gogh byggede kronbladene af tykke, korte strøg, hvert lagt særskilt, så malingsryggene fanger virkeligt lys og kaster små skygger hen over overfladen. Han tegnede blomsterhovederne og bladene op med en mørkerødbrun linje, en vane han havde taget til sig fra det cloisonske maleri, han havde set i Paris, hvilket lader hver blomst holde sin form selv på afstand.
Frøhovederne er billedets tætteste partier, opbygget i overlappende cirkler af pigment, der næsten læses som relief. Den blå baggrund er derimod arbejdet tyndere og mere jævnt, strøget i lange lodrette strøg, der forhindrer den i at konkurrere med blomsterne om opmærksomheden.
Grønt optræder sparsomt, i bladene, der krøller bag blomsterne, og i selve vasen, malet med samme fyldte pensel som kronbladene snarere end glattet ud til en neutral genstand. Intet i billedet er ladt fladt eller passivt; selv bordpladen bærer synlige strøg af violet og gråblå.
Blomstring og forfald, og hvad der er tilbage
Det, der gør de fem hoveder fængslende som gruppe, er, at de ikke er ensartede. To er i fuld, åben blomst, kronbladene stadig sprøde og strålende udad. To mere har passeret deres højdepunkt, tungt hængende og brunende i midten, tættere på frø end på blomstring.
Van Gogh malede solsikker i enhver fase, han kunne finde dem i, og dette lærred holder det spænd i en enkelt vase snarere end at glatte det ud. Virkningen er et stilleben, der læses mindre som en fast opstilling og mere som et øjeblik fanget midtvejs i en længere proces, hvor blomster åbner sig, mens andre allerede er ved at blive til frø.
Netop dette lærred findes ikke længere at se direkte. Det blev ødelagt af brand i Japan i 1945, og det, man i dag ved om dets farve og behandling, stammer fra fotografier og fra malede kopier udført før tabet, denne reproduktion iblandt.
En reproduktion af et tabt maleri bærer en anden vægt end en kopi af et billede, der stadig hænger et sted. Det er så tæt, som de fleste nu kommer på netop disse fem hoveder, den dybe blå baggrund, den tykke orange skive midt i vasen.
På væggen
Hængt i et rum med virkeligt dagslys skifter den blå baggrund gennem dagen, dybere mod sort i det svage aftenslys og åbner sig igen under et lyst morgenvindue. Blomsternes orange og gule holder deres varme uanset, virker som det ene varme indslag i et rum, der ellers hælder køligt.
Fordi blomsterhovederne næsten har deres oprindelige størrelse, læses maleriet på samtalefstand snarere end at kræve at blive betragtet fra den anden ende af rummet. Det passer til den slags betragtning, en gang, et køkken eller en spisestue tillader: passeret dagligt, kastet et blik på, lejlighedsvis standset foran.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.