Vase med femten solsikker: Historien, betydningen & penselarbejdet
I januar 1889 var Vincent van Gogh tilbage i Det Gule Hus i Arles, alene. Paul Gauguin var rejst måneden før, efter det skænderi der endte med Van Goghs øresår og et ophold på hospitalet, og de to værelser Van Gogh havde indrettet til sin vens besøg, stod for det meste tomme. Solsikker blomstrer ikke i en provençalsk vinter, så da han besluttede at lave flere af de billeder der havde hængt på Gauguins væg i august måneden før, arbejdede han ud fra sit eget tidligere lærred snarere end fra en vase med friske blomster.
Resultatet blev Stilleben: Vase med femten solsikker, malet i januar og nu ejet af Sompo Museum of Art i Tokyo. Med 76,5 gange 100,5 centimeter er det tæt på naturlig størrelse, en gennemtænkt gentagelse snarere end en hurtig skitse, udført med den samme omhu Van Gogh havde givet den første version fem måneder tidligere.
En anden version, lavet med omhu
Van Gogh brugte ordet gentagelse om billeder som dette, og han mente det præcist. Han kopierede ikke i betydningen tegnede efter, men genskabte en komposition han allerede havde tillid til, og ramte hældningen på hvert blomsterhoved og det nøjagtige antal af femten blomster ud fra hukommelsen og fra sit eget tidligere lærred.
Han havde skrevet til sin bror Theo om at ville lave en udsmykning bygget op af flere solsikkelærreder, et sæt gule farver der ville hænge sammen som en samlet plan. At lave gentagelser lod ham fremstille mere end ét billede ud fra et enkelt vellykket arrangement, så den plan kunne rejse eller hænge i mere end ét rum på én gang.
Han havde allerede fortalt Gauguin, halvt for sjov og halvt alvorligt, at solsikken var hans alene blandt malere. I januar var den påstand blevet mere sand end da han først fremsatte den. Dette billede er blomsten gentaget på hans egne betingelser, i hans eget hus, efter at den diskussion der havde bragt Gauguin til Arles, var overstået.
Femten hoveder mod et felt af gult
Billedet indeholder intet andet end en enkel vase af lertøj og dens blomster, sat på et bart bord, mod en væg der kun brydes af en enkelt vandret linje der skiller den fra bordpladen. Femten solsikkeblomster trænger sig ud af vasens munding på tykke grønne stilke, nogle oprette og fuldt åbne, andre vendt sidelæns eller hængende slapt, forbi deres bedste.
Nogle hoveder er gået i frø, deres kronblade er tyndet ud til en frynse omkring mørke, strittende midter; andre er stadig brede skiver af guld med et grønt øje i midten. En blomst øverst til venstre er rullet sammen og helt brunet, en lille note af forfald mod friskheden af blomsterne ved siden af.
Farven bærer næsten hele billedet. Van Gogh arbejdede baggrunden, bordet og vasen i tætte variationer af en enkelt gul, fra bleg krom nær toppen til en dybere, næsten orange guld ved foden, så blomsterne selv må bygges op af små forskydninger i grøn, brun og okker snarere end nogen kontrast i farvetone. Øjet lander først på det højeste, mest frontale hoved i midten af buketten, og arbejder sig derefter udad rundt om ringen af blomster der omgiver det.
Maling tyk nok til at kaste skygge
Van Gogh lagde malingen til blomsterhovederne i højt relief, fyldte penslen og trak den så malingens kamme står fysisk ud fra lærredet. Kronblade er bygget som korte, adskilte strøg der udstråler fra hvert midterparti, og frøhovederne er bearbejdet med samme tykkelse, så overfladen fra en vinkel næsten læses som en lav skulptur.
Ned i noget af den våde maling ridsede han tynde linjer med enden af sin pensel og markerede et kronblads fine ribber eller teksturen i et frøhoved hurtigere end han kunne have malet dem strøg for strøg. Vasen og bordet er derimod behandlet tyndere, så billedet rummer en bevidst kontrast mellem de opbyggede blomster og den fladere grund de står på.
Han testede efter eget udsagn, hvor langt et billede kunne holde sammen på næsten én farve alene, en undersøgelse i gult mod gult snarere end i kontrasterende farvetoner. Små strejf af blågrønt i stilkene og konturerne er reelt alt der forhindrer billedet i at opløses i et enkelt felt af guld.
På en væg, i skiftende lys
Med en meter i højden læses lærredet mindre som en vase blomster man får et glimt af på et bord, og mere som en væg af guld der tilfældigvis rummer femten solsikker. Hængt i øjenhøjde fylder det mere af synsfeltet end dets beskedne bredde antyder, en virkning Van Gogh ville have forstået, da han allerede tænkte på sine solsikkebilleder som udsmykning skabt til at leve med snarere end at studere på afstand.
Fordi malingen sidder så højt over overfladen, ændrer billedet sig gennem dagen når virkeligt lys falder på det. Morgenlys fremhæver kammen på hvert kronblad i små skygger; om aftenen, under en lampe, blødgøres de samme kamme og hele lærredet falder tilbage i gløden fra en enkelt farve.
Det var mere eller mindre Van Goghs ambition for solsikkerne fra begyndelsen, at male en farve så fuldkommen at den opførte sig som lys snarere end pigment. Set nu på Sompo Museum of Art, eller på en væg derhjemme, gør denne gentagelse stadig nøjagtigt det, et billede der bliver ved med at forandre sig mens alt i det står fuldstændig stille.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos Sompo Museum of Art samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.