Vase med iris: Historie, betydning og penselføring
Vase with Irises blev malet i 1890, i de sidste dage Vincent van Gogh tilbragte på asylet Saint-Paul-de-Mausole, i udkanten af Saint-Rémy-de-Provence.
En sidste uge i Saint-Rémy
I foråret 1890 havde Van Gogh tilbragt næsten et år på asylet, efter at han selv havde ladet sig indlægge der efter krisen i Arles, som kostede ham en del af det ene øre. Inden for dets omkransede have, under dets egne iris og plataner, havde han allerede arbejdet sig gennem en lang række malerier, fra cypresser og olivenlunde til den hvirvlende nattehimmel over de omkringliggende bakker. Nu forberedte han sig på at rejse, på at tage nordpå til Auvers-sur-Oise, tættere på Paris og på sin bror Theo.
I sine sidste dage der satte han landskabet til side og vendte sig mod noget, han kunne male indendørs, i sit eget tempo: afskårne blomster samlet i en vase. Det var et motiv, han havde brugt før, nyttigt netop fordi det ikke krævede noget af vejret eller hans nerver, kun af hans blik for farve.
Han arbejdede på to vaseopstillinger med iris og to med roser den uge, malede dem i hurtig rækkefølge, næsten som et sæt. ‘Det er studier af blomster,’ skrev han om dem, lavet for den rene fornøjelse ved farve efter et år, der havde prøvet ham hårdt. Vase with Irises, på 73,5 gange 92 centimeter, er en af det par.
En kvist viol på et felt af gul
Maleriet er bygget af næsten ingenting: en enkel vase af lertøj, et tæt bundt iris, et bord og en væg. Van Gogh giver blomsterne hele lærredet og lader deres bøjede stængler og krøllede kronblade fylde rammen fra kant til kant.
Irisene vælder udad og nedad lige så meget som opad. Nogle blomster vender sig direkte mod beskueren, andre glider over vasens kant og hænger ned mod bordet nedenfor.
Lange, klingeagtige blade skærer gennem buketten i blegt grønt, lige der, hvor blomsterne selv er foldede og sammenknyttede. Bag og under det hele løber et enkelt ubrudt gult, væg og bordplade malet i næsten samme varme okker, så vasen næsten synes at svæve frit uden nogen horisont.
Der er ingen andre genstande i rummet at se på, intet vindue, intet ur, ingen anden vase. Blomsterne er hele begivenheden, og øjet har ingen andre steder at gå hen.
Spillet mellem komplementære farver
Van Gogh arbejdede her ud fra et princip, han havde studeret nøje: viol og gul står over for hinanden på farvecirklen, og sat side om side skubber hver af dem den anden mod dens mest intense styrke. Han havde brugt samme virkemiddel før med det blå og orange i sine solsikker og stole; her er det viol mod gul i stedet, og valget er lige så bevidst.
Tæt på er irisene ikke én blå, men en bevægelig skala af ultramarin, kobolt og viol, nogle kronblade trukket gennem næsten sort i deres midte, andre lettet mod gråblå i kanten. Han tegnede hver blomst med en mørk, krøllet konturlinje, ikke ulig blylinjerne i glasmaleri, og fyldte derefter formen med korte, mættede strøg af penslen.
Den gule baggrund er behandlet mere åbent, i længere strøg, der lader lærredets vævning skinne igennem steder. Det er en mere enkel overflade, bygget til at holde øjet på blomsterne frem for at konkurrere med dem.
Malingen sidder tykt, hvor irisene trænger sammen i bukettens midte, og tyndere mod lærredets kanter. Intet er her glattet ud: penselarbejdet forbliver synligt hele vejen igennem, i vasens grove lersurface, i bladenes hurtige diagonale strøg, i de små vip af hvidt og blegt blåt, der fanger et kronblads vendte kant.
På en væg, i skiftende lys
Vase with Irises ejes af Van Gogh Museum i Amsterdam, og det er et maleri, der opfører sig forskelligt alt efter, hvor og hvordan det ses. I fladt dagslys virker det gule varmt og roligt; under en lampe om natten tipper det mod guld, og violerne bliver dybere, indtil nogle kronblade ser næsten sorte ud.
Med en enkel væg omkring sig har maleriet plads til at gøre, hvad Van Gogh byggede det til: trække øjet ind alene ved farve, uden behov for nogen anekdote og uden noget andet i rammen, der konkurrerer med vasen. Det belønner et minuts betragtning frem for et blik, den slags der bemærker, hvordan ét mættet strøg kan stå for et helt kronblad.
Det er i sidste ende et billede malet hurtigt under virkeligt pres, i de sidste dage af et langt ophold på et asyl, af en mand på vej videre til et helt andet sted og noget helt andet. Den hast har ikke sløvet med tiden. Om noget trækker violen og det gule stadig mod hinanden lige så hårdt, som de gjorde den uge, de blev malet.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos Van Gogh Museum samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.