Vase med røde valmuer: Historie, betydning og penselføring
I foråret 1886 forlod Vincent van Gogh Antwerpen for Paris og flyttede ind i sin bror Theos lejlighed på Rue Laval. Han var treogtredive, synet var plaget af dampe fra Antwerpens havn, og paletten lænede sig stadig op ad de brune og grå toner fra de hollandske kartoffelspisere, han havde malet året før. Paris ændrede det inden for få måneder.
Han var ankommet for at studere på Cormons atelier, men det, der formede hans maleri på ny, var ikke undervisningslokalet. Det var farvehandlernes butiksvinduer, de impressionistiske lærreder, han så for første gang, og det hårde konkurrencepres i en by, hvor malere, han beundrede, allerede arbejdede i rent, ublandet pigment. Van Gogh havde brug for øvelse, og blomster var billige, tålmodige modeller, der ikke tog betaling for at sidde model.
Gennem det første Paris-år malede han buket efter buket: solsikker, roser, fritillaria og de røde valmuer, der er samlet her. Vase med røde valmuer, malet i 1886 og nu i samlingen på Wadsworth Atheneum Museum of Art i Hartford, hører til den række af studier. Det er et arbejdslærred, skabt af en maler, der lærte sig selv at se farve i stedet for at beskrive den.
En buket skubbet ud til rammens kant
Maleriet er lille, kun 46,5 gange 56 centimeter, og blomsterne fylder næsten hele det. En bleg, let grønlig vase sidder lavt i kompositionen, næsten beskåret ved sin base af kanten på et bart træbord, mens valmuerne rejser sig og breder sig, indtil de næsten rører lærredets top og begge sider.
Blomsterne selv er uregelmæssige og lidt medtagne, sådan som afskårne valmuer faktisk sidder i en kande inden for et døgn efter plukningen: nogle kronblade er stadig krummede, andre er allerede ved at revne og rulle tilbage. Van Gogh har ikke ordnet dem i et formelt arrangement. De hælder i forskellige vinkler, et par rækker ud forbi hovedmassen mod højre, et hoved hænger lavt over vasens kant.
Gennem det røde er der trådt en dis af tynde grønne stængler og uåbnede knopper, snesevis af dem, nogle med små lyserøde og hvide blomster, der næsten virker statiske mod de tungere valmuehoveder. Dette virvar af stængler gør det meste af det stille arbejde i billedet, fylder rummet mellem en blomst og den næste, så det røde ikke står som isolerede farveklodser.
Hvor det røde møder det blå
Baggrunden er en mørk, penselstrøgsagtig violetblå, der mørkner yderligere mod næsten sort i højre side bag vasen. Mod den grund læses valmuerne som ren hede, og maleriets hele ladning kommer fra det ene forhold: varmt rødt mod køligt, blåmærket blåt.
Der er ikke nogen anden lyskilde at tale om, og intet forsøg på et vindue, en skyggelinje eller en bordplade som stilleben-rekvisit ud over vasen selv. Øjet møder først valmuerne, falder derefter til vasens blege cylinder og bemærker til sidst det enkle brune bord, den står på, malet næsten som en eftertanke i løse vandrette strøg.
Den tilbageholdenhed er sigende. Van Gogh malede endnu ikke den tykke, rebagtige impasto fra sine sidste år. Her er malingen enkelte steder behandlet tyndere, især i baggrunden og bordet, mens tætheden er sparet til selve blomsterhovederne.
Hvordan malingen sidder på lærredet
Se nøje på en enkelt valmue, og opbygningen bliver tydelig: et mættet strøg vermilion eller rødorange lagt ned først, derefter mørkere strøg trukket ind i det, mens det stadig er vådt, for at antyde den skyggede fold i midten af hver blomst. Kronbladene er bygget op, ikke tegnet op.
Stænglerne og knopperne er gjort næsten omvendt, i tynde, tørre, spinkle linjer flikket på med en næsten tom pensel. Den kontrast mellem de fede, våde strøg i blomsterhovederne og den kradsende, lineære behandling af stænglerne giver buketten dens fornemmelse af en levende, lidt uordentlig masse snarere end et diagram af en plante.
Vasen bærer sin egen lille passage af eksperiment: pletter af grønt og lyserødt reflekteret lys arbejdet ind i den hvide grund, som om Van Gogh allerede testede ideen om, at en skygge kunne være farvet i stedet for blot formørket. Det er en beskeden detalje, let at overse, men den peger direkte på den farveteori, han ville presse meget længere inden for året.
At leve med det
Hængt op i et rum med blot lidt dagslys skifter billedet karakter gennem dagen. I fladt morgenlys læses den blå grund som rolig og trækker sig tilbage, så det røde sidder fremme og varmt. Senere, i varmere kunstigt lys, kan den samme blå farve blive dybere mod sort, og valmuerne synes at brænde mod den i stedet for blot at kontrastere med den.
Det er ikke et stort eller prangende maleri, og det beder heller ikke om at være det. Det beder om at blive set nøje på, sådan som Van Gogh selv så nøje på en kande afskårne blomster i et lejet værelse i Paris, mens han fandt ud af, hvor langt farve alene kunne bære et billede, før han havde tillid nok til at stole helt på den.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos Wadsworth Atheneum Museum of Art samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.