Vilde blomster og tidsler i en vase: Historien
I begyndelsen af sommeren 1890 havde Vincent van Gogh slået sig ned i Auvers-sur-Oise, en landsby ved floden Oise nordvest for Paris, under uformelt opsyn af Dr. Paul Gachet. Han arbejdede i et rasende tempo, nogle gange færdiggjorde han mere end ét lærred om dagen, og blandt hvedemarkerne og kolonihaverne vendte han hele tiden tilbage til et enklere motiv tæt på: de blomster, ukrudt og afskårne stængler, han kunne samle i en kande på bordet foran sig. Vilde blomster og tidsler i en vase hører til denne sidste arbejdsbyge.
Det er et lille, opretstående lærred, kun 47 gange 67 centimeter, hurtigt fyldt med så meget farve og begivenhed, som Van Gogh kunne presse ind i det. Intet ved det ser ud til at være arrangeret for effektens skyld. Det læses i stedet som en buket, der er snuppet fra en rabat eller en havekant og stukket ned i den nærmeste beholder, før den visnede.
En kande fyldt med hvad der var ved hånden
Vasen rummer et blandet, uregerligt bundt: spidse grønne tidsler, en klase små hvide blomster, kviste af lyseblå kornblomster og en enkelt rød valmue, der bryder igennem nær øverst til venstre som en gnist. Der er intet kultiveret ved udvalget. Det er den slags buket, der laves af det, der vokser vildt ved en marks kant, snarere end det, en blomsterhandler ville vælge.
Van Gogh giver hver blomst sit eget lille afsnit maling i stedet for at blande dem sammen til en generel masse. Valmuen er et par strøg af mættet rødt lagt over hvidt. Kornblomsterne er klatter af blåt med et mørkere centrum. De hvide blomster er bygget op af korte, tørre berøringer, der fanger lyset uden nogensinde at opløse sig til enkelte kronblade.
To brede blade afbryder virvaret af stængler. Det ene, syregrønt, hænger tungt ned til højre for vasen, dets overflade stribet med mørkere årer, der følger bladets egen krumning. Det andet, i en dyb rustorange, hænger ned over vasens skulder som et tørklæde, nogen har kastet over den, dets spids krøller næsten ned til bordpladen.
En lervase, bred og enkel
Selve beholderen er en enkel rødbrun lervase med en bred, åben munding, hvis indre er glaseret i en lyseblå, som Van Gogh lader tydeligt fremtræde ved randen. Han maler den med det samme fyldige, synlige penselarbejde som alt andet i billedet, trækker penslen i korte strøg, der følger pottens kurve, snarere end at glatte den ud til en jævn overflade.
Under vasen er bordpladen næppe mere end et par strøg cremefarve og lys okker, lige nok til at placere arrangementet i rummet. Van Gogh bruger næsten ingen tid på det. Næsten hele maleriets vægt ligger i lærredets overfyldte øverste to tredjedele.
Skraveret grønt bag buketten
Bag blomsterne er væggen bygget op af korte, gentagne diagonale strøg i grønt, gråt og hvidt, lagt ned i en tæt krydsskravering, der aldrig helt falder til ro i en enkelt tone. På tæt hold læses det som ren tekstur. Fra normal betragtningsafstand læses det som en væg, men en væg, der synes at vibrere svagt omkring den stille, solide form af vasen.
Denne slags skraverede, retningsbestemte strøg går igen i Van Goghs sene malerier og tegninger, her anvendt på en almindelig indendørsvæg snarere end på en mark eller en himmel. Effekten er at holde baggrunden levende uden at lade den konkurrere med buketten foran.
Farvebalancen følger en logik, Van Gogh havde afprøvet i årevis: grønne og blå presset hårdt mod deres modsætninger, rød og orange og gul. Den enkelte valmue bærer næsten hele vægten af rødt i maleriet, og den sidder præcis der, hvor øjet først finder den, højt og lidt til venstre for midten mod den køligere grønne bund.
Maling lagt ned i hast
Håndteringen er overalt hurtig. Stængler er enkelte kontinuerlige linjer trukket lige i én bevægelse af penslen, nogle løber næsten hele lærredets højde uden afbrydelse. Tidselblade er takkede, næsten kradset ind i overfladen, deres savtakkede kanter gengivet som hurtige kantede stik snarere end omhyggelige konturer.
Der er ingen tegn på korrektion eller overarbejde nogetsteds i billedet. Vilde blomster og tidsler i en vase læses som et maleri lavet i én seance, ud fra et bundt stængler, der ikke ville have holdt meget længere end den seance selv.
På en væg derhjemme
Ophængt i et rum med noget som helst naturligt lys ændrer maleriet sig gennem dagen på måder, et fladt billede på en skærm ikke kan antyde. Morgenlyset fremhæver valmuens rå røde farve og den blå glasur inde i vasen; om aftenen bliver den skraverede grønne baggrund dybere, og de to hængende blade, gule og rustfarvede, begynder at dominere i stedet.
Det belønner at blive betragtet på tæt hold og fra den anden ende af et rum. På tæt hold er lærredet en optegnelse over hurtige, individuelle beslutninger, strøg for strøg. Når man træder tilbage, falder de samme strøg til ro i en buket, der stadig ser nyplukket ud, mere end et århundrede efter den blev malet i 1890.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.