Vilde roser: Historie, betydning & penselarbejde
En maler indespærret i en have
I maj 1889 lod Vincent van Gogh sig indlægge på asylet Saint-Paul-de-Mausole i udkanten af Saint-Rémy-de-Provence. Han havde forladt Arles efter det sammenbrud, der kostede ham en del af det ene øre, og i store dele af den første sommer fik han ikke lov til at male uden for asylets mure.
Den omkransede have blev hans motiv af nødvendighed lige så meget som af valg. Iriser, efeu, cypresser og de blomstrende buske langs stierne dukker op igen og igen på lærrederne fra det år, malet på tæt hold, fordi der var så lidt andet inden for rækkevidde.
Vilde roser, malet i 1889 og i dag ejet af Van Gogh-museet, hører til den gruppe af nærbilleder. Med 33 gange 24,5 centimeter er det et lille lærred, tilpasset et enkelt stykke hæk frem for et udsyn.
Ingen horisont, kun hæk
Der er ingen himmel på dette billede, ingen sti, ingen mur, der placerer det i en have overhovedet. Lærredet er fyldt fra kant til kant med et virvar af rosen grene, så øjet ikke har noget sted at hvile ud over på blomsterne selv.
Syv blomster åbner sig hen over fladen, blege og med fuldt ansigt, med et par mindre knopper, der endnu er lukkede, blandt bladene. De er ikke arrangeret i en buket eller en vase; de sidder, hvor grenene tilfældigvis bar dem, lavt i billedet og tæt på billedfladen.
Virkningen er af en hæk, der fortsætter forbi lærredets kanter. Van Gogh har beskåret så tæt, at den vilde rosenbusk læses mindre som et beskrevet objekt end som et fragment løftet direkte ud af haven.
Hvidt mod et felt af grønt
Hver rose er bygget af en håndfuld mættede hvide strøg omkring et lille gyldent centrum, hvor kronbladene fanger lys, der synes at komme fra overalt og ingen særlig steder fra. Mod det omgivende grønne læses de som lyse, let uregelmæssige stjerner.
Bag hækken er baggrunden ikke himmel eller mur, men et fladt felt af gulgrønt, strøget i korte vandrette berøringer uden noget forsøg på dybde eller afstand. Det sidder tæt bag bladene, mere som vævet stof end som åben luft.
Bladene selv går fra bleg blågrøn til en næsten sort grøn i den skyggede nederste halvdel af lærredet, hvor hækken vokser tæt, og malingen bliver tykkere. Hvidt, gult og grønt er reelt hele paletten, presset hårdt mod hinanden frem for at blive blandet.
Konturer lånt fra glas og tryk
Det, der adskiller dette lærred fra et ligetil blomsterstudie, er tegningen. Hvert blad er lukket af med en mørk, sammenhængende kontur, lagt næsten som blyet i farvet glas eller den sorte nøglelinje i et træsnit.
Van Gogh havde studeret den slags kontur i Émile Bernards og Louis Anquetins cloisonnistiske malerier og i de japanske tryk, han samlede på i Paris, og i 1889 var den blevet en af hans egne arbejdsmetoder til tætte, løvrige motiver. Linjen beskriver ikke hver blodåre eller kant præcist; den forenkler bladet til en flad form og låser det på plads.
Inde i disse konturer forbliver penselarbejdet løst og tykt, lagt på i korte, retningsbestemte strøg, der fanger lyset ujævnt hen over fladen. Resultatet er et billede, der opfører sig som et mønster på afstand og bryder ud i virkelig maling, jo tættere man ser.
At leve med vilde roser
Hængt op i et rum med skiftende dagslys bliver den slags flade ved med at skifte. Morgenlys langs malingens rygge fremhæver det hvide i kronbladene og de hævede konturlinjer; om aftenen falder det samme lærred til ro i en mørkere, mere ensartet grøn masse.
Det kræver at blive set på mere end én gang, fra den anden side af et rum og så tæt på, fordi de to syn viser næsten forskellige billeder: først mønster, så sporet af en hånd, der arbejder hurtigt under virkelige begrænsninger.
Originalen Vilde roser forbliver i Van Gogh-museets samling, et lille vidnesbyrd om en have, som en indespærret maler forvandlede til næsten et års stabilt arbejde.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos Van Gogh Museum samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.