Vinmarker ved Auvers
I maj 1890 havde Vincent van Gogh forladt asylet i Saint-Remy og bosat sig i Auvers-sur-Oise, en landsby nordvest for Paris, hvor han kunne arbejde under uformelt opsyn af Dr. Paul Gachet. Han havde ti uger tilbage at leve, og han brugte dem i et tempo, der stadig forbløffer enhver, der forsøger at tælle lærrederne: landskaber, portrætter, hvedemarker, det ene efter det andet, ofte et billede om dagen. Vineyards at Auvers, malet i 1890, hører til denne sidste produktive periode, hvor landskabet omkring landsbyen gav ham det ene motiv efter det andet næsten hurtigere, end han kunne male det.
Han var ikke ny med vinstokke som motiv. To år tidligere i Arles havde han malet Den røde vingård, det eneste billede, han vides at have solgt i sin levetid. I Auvers vendte han tilbage til temaet på en skråning over landsbyen, hvor han så ned over rækker af unge vinstokke mod tagene og kirketårnet nedenfor.
Auvers i forsommeren 1890
Auvers-sur-Oise var, og er stadig, en arbejdslandsby beliggende blandt hvedemarker, frugthaver og vingårde på skråningerne over floden Oise. Van Gogh valgte den dels på grund af Gachets tilstedeværelse, dels fordi Pissarro og Cezanne havde malet der før ham, draget af det samme bølgende landbrugsland og stråtækte huse.
Vinstokkene på skråningen ville have været lave og nyligt løvspændte på det tidspunkt af sæsonen, opbundet i lange parallelle rækker, der fulgte landets fald. Det er netop denne slags udramatiske, dyrkede skråning, den slags en fastboende ville gå forbi uden et andet blik, som Van Gogh blev ved med at vende tilbage til i disse sidste uger.
En skråning set ovenfra
Udsigtspunktet er højt og ser ned, som om maleren havde klatret et stykke op ad skråningen og vendt sig for at se vinstokkene løbe bort under sig. Rækker af opbundne vinstokke fylder næsten hele den nederste to tredjedele af lærredet, idet de krummer og dykker med bakkens kontur, før landet flader ud mod en lav mur og en spredning af huse.
Bag muren klatrer Auvers selv ind i mellemgrunden: hvidmurede huse med stejle orange tegltage og stråtage, et kirkespir, en klynge træer og derefter et bånd af bløde blågrå bakker, der lukker udsigten under en bleg, jævn himmel. I nederste venstre hjørne bryder en klynge røde valmuer og højt græs ind i vinstokrækkerne, det eneste strejf af klart rødt i hele kompositionen.
En sti eller lav mur snor sig diagonalt gennem mellemgrunden og giver øjet en rute fra de nære vinstokke op i landsbyen og ud mod bakkerne, et virkemiddel Van Gogh ofte brugte i sine Auvers-landskaber for at binde forgrund og baggrund sammen til ét kontinuerligt, åndende rum.
Grønt mod gråblåt
Billedet er næsten udelukkende opbygget af grønne toner: syrlig gulgrøn i de solbeskinnede vinblade, dybere salvie og oliven i de skyggede rækker, en køligere blågrøn i markerne til højre. Mod dette er vinstokkene og stammerne lagt ind som skiferblå og violetgrå strøg, en farve der går igen i tagene, de fjerne bakker og skyggerne under tagskæggene og binder hele skråningen sammen.
Himlen byder på næsten intet drama, kun en bleg vask af gråblåt og cremefarvet, der lader øjet blive på landet. Farve, snarere end tonemæssig kontrast, bærer fornemmelsen af dybde her: de grønne bliver køligere og gråere, efterhånden som de trækker sig tilbage mod bakkerne, mens valmuerne og de orange tagsten forbliver varme og ligger fremme i billedfladen.
Penselens rytme
Hver række vinstokke er opbygget af korte, krøllede, næsten kalligrafiske strøg, lagt ned hurtigt og tæt sammen, så hele skråningen læses som én vibrerende overflade snarere end en mark af individuelle planter. Stokkene er tegnet op med længere, rettere mærker af blågråt, der skærer mod bladenes krøller og giver rækkerne deres struktur.
Husene og tagene er malet mere fladt, i bredere pletter af hvidt, orange og grønt, hvilket lader dem ligge roligt bag den rastløse forgrund. Det er en arbejdsmetode, der er typisk for disse sidste uger i Auvers, hvor Van Gogh malede direkte og hurtigt efter motivet og stolede på den fyldte pensel til at følge med det, han så.
Med 79,5 gange 64,2 centimeter er lærredet stort nok til, at penselføringen kan læses klart fra den anden ende af et rum, hvor hvert strøg i vinstokrækkerne stadig er læsbart som et individuelt mærke snarere end opløst i tekstur.
På en væg, gennem dagen
Ophængt hvor dagslyset når det, skifter maleriet med timerne, ligesom den virkelige skråning ville have gjort. Morgenlys eller overskyet lys fremhæver de køligere blågrå toner i vinstokkene og bakkerne; en varmere lampe om aftenen trækker de gulgrønne og de orange tagsten frem.
Det passer til et rum, hvor der er plads til at stå tilbage fra det, da det høje, fejende udsigtspunkt og stiens lange diagonal belønner et øjeblik med blot at se snarere end et blik i forbifarten. Originalen hænger på Saint Louis Art Museum, en af de klareste bevarede optegnelser over, hvordan Van Gogh betragtede det almindelige, dyrkede land omkring sig i den sidste sommer af sit liv.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos Saint Louis Art Museum samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.