Zouaven: Historie, betydning & penselføring
Arles, tidlig sommer 1888
I juni 1888 havde Vincent van Gogh været i Arles i flere måneder og testede stadig, om lyset fra syden kunne give ham den farve, han havde jagtet, siden han forlod Paris. Han havde lejet værelser, arbejdede i et hårdt tempo og var begyndt at rette den energi mod portrætmaleriet, overbevist om at et ansigt gengivet i stærke farver kunne rumme mere af en person, end en præcis gengivelse nogensinde ville kunne.
Zouave-regimenter, fransk infanteri hvis uniform og oprindelse delvist lå i Nordafrika, holdt en garnison i byen den sommer. Van Gogh, altid opmærksom på kostumer og på farver, han ikke selv kunne opfinde, fandt i en ung soldat netop det motiv, han søgte: hud hærdet af udendørs tjeneste og en uniform bygget af rødt, blåt og guld.
Han arbejdede hurtigt, sådan som sæsonen krævede det, og pressede på for at færdiggøre et portræt i en eller to sessioner frem for at bruge uger på det. Hastværket ses i hvert eneste strøg i det billede, der kom ud af det.
Et ansigt bygget af fire farver
Lærredet blev malet i Arles i 1888 og måler 54 gange 65 centimeter, en beskeden størrelse, der bringer den portrætterede tæt på frem for at holde ham på afstand. Zouaven er beskåret ved brystet, hans hoved og skuldre fylder næsten hele billedet, og han ser forbi beskuerens skulder frem for at møde blikket direkte.
Hans fez, skubbet bagover over mørkt, kortklippet hår, er en plade af rødt, der dominerer den øverste halvdel af lærredet, mens undersiden i skyggen glider mod sort. Hans ansigt er bygget af okker, gulgrøn og strejf af rå sienna, og solbrændingen er registreret som et skift i farvetemperatur frem for som konventionel skygge.
Hans jakke er en tæt, næsten sort blå farve med løkkende guldflet og to runde, kvastede lukninger, der hænger som knapper på snor. Et lyseblåt bælte ses nedenunder, det eneste sted med kølig farve lavt i billedet, og det stabiliserer de røde og gule farver, der er samlet ovenover.
Bag ham deler væggen sig i to felter: en flad grøn dør eller panel til venstre og en væg af orange-røde mursten med lyse mørtellinjer til højre. Ingen af dem læses som beskrivelse så meget som modvægt, en grøn og en orange sat der, fordi hver af dem forstærker det røde i huen og okkeren i huden mellem dem.
Farve sat mod farve
Den sommer arbejdede Van Gogh ud fra en teori om komplementærfarver, som han havde optaget fra Delacroix og fra sin egen læsning, hvor han satte rødt mod grønt og blåt mod orange, så hver farve drev den anden mod sin fulde styrke. Zouaven læses næsten som en demonstration af den idé.
Malingen er lagt i brede, flade partier frem for gradvist blendede, og hvert farveområde lukkes af en fast, ofte mørk kontur, der skylder noget til de farvetryk, Van Gogh studerede nøje. Der er lidt konventionel modellering: ansigtet er en flade, huen er en flade, murstenen er en flade.
Den fladhed er en beslutning, ikke en genvej. Ved at nægte at bløde overgangene mellem farverne holder Van Gogh hver kulør på fuld styrke, så billedet læses på tværs af et rum, som et stykke glasmaleri læses, i blokke af farve frem for i gradvis skygge.
Hårdt og ikke let at håndtere
I et brev til sin bror Theo om dette portræt beskrev Van Gogh den kombination af toner, han forsøgte sig med, som hård, endda vild, og ikke let at bringe under kontrol. Han bemærkede også den portrætteredes træk i vendinger, der viser, hvor meget mødet i sig selv begejstrede ham, langt ud over den almindelige opgave at finde en model.
Den indrømmelse betyder noget, fordi den viser, at billedet ikke var en let succes, som en villig model forærede ham. Det var en bevidst risiko, en test af, hvor langt farve alene kunne bære et portræt, før det tippede over i dissonans, og Van Gogh var ikke helt sikker, da han skrev det, på at han var forblevet på den rigtige side af den linje.
Zouaven hører til en kort række portrætter fra den sommer i Arles, blandt dem lokale arbejdsfolk, som Van Gogh behandlede med samme alvor, som han gav landskabet, en del af en bredere indsats for at gentænke portrætmaleriet gennem ren farve frem for gennem beskrivelse.
På en væg, i skiftende lys
Originalen findes i dag på Van Gogh Museum i Amsterdam, blandt den gruppe malerier fra den sommer i Arles, som opbevares der. Set i et rum opfører billedet sig mindre som en registrering af et ansigt og mere som en masse af ordnet farve, der opløses til et ansigt, efterhånden som øjet falder til ro på det.
Morgenlys eller kunstigt lys trækker gerne det røde i huen og den orange mursten frem; blødere aftenlys lader i stedet det grønne i væggen og det blå i bæltet træde frem. Det belønner et andet blik, først fra den anden ende af et rum, hvor det læses som en varm, ordnet blok af rødt, grønt og guld, og igen tæt på, hvor konturerne, de ublandede malingpletter og penslens hastighed bliver tydelige at se.
Gennemse samlingen
Tag dette maleri med hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion med ægte penselstrøg, eller et lærredstryk i arkivkvalitet for en skarp udgave af museumsbilledet. Alle størrelser bevarer originalens proportioner.
Se dette værk og mulighederne
Videre læsning
Se originalen hos Van Gogh Museum samlingspost, og fortsæt til beslægtede værker i kataloget.