Beskrivelse
Den samme type hovedløse, armløse gipstorso optræder her i en blidere tone end dens ledsagende studie: figuren står på en rund piedestal mod en blød blågrøn væg, oplyst mere jævnt, så skyggerne over gipsens bryst og hofter er svage og diffuse snarere end skarpt afgrænsede. Malingen er påført i lange, glatte strøg, der følger gipsens kurve tæt, hvid varmet op hist og her med bleg gul og berørt med blød grøn ved kanterne, hvor væggens farve svagt siver ind i figurens omrids.
Hvor en kraftig lyskilde kunne få gips til at virke skarpt hvid, fremstår hele torsoen her som en blød elfenbensfarve, tættere på væggen bag den i temperatur, så figur og baggrund befinder sig i det samme snævre tonale område snarere end at kontrastere skarpt. Van Gogh malede flere versioner af denne samme afstøbning under sin akademiske uddannelse og arbejdede med det identiske motiv mere end én gang for at øve forskellig belysning og behandling, og dette lærred er det roligste i gruppen, mere optaget af bløde overgange i tone end af dramatisk skygge.
Dets særpræg inden for hans række af afstøbningsstudier ligger netop i den tilbageholdenhed: i stedet for at bruge øvelsen til at presse kontrast og dramatik, brugte han den til at studere, hvordan form kan opbygges næsten udelukkende gennem subtile valørforskydninger, en disciplin forskellig fra de dristige farvekontraster, der definerer hans modne maleri. De synlige penselstrøg, stadig løse og retningsbestemte trods det dæmpede motiv, viser den samme hånd, der senere skulle male solsikker og cypresser, blot vendt mod et langt roligere problem.
På en væg virker den bløde elfenbens- og blågrønne palet underspillet og rolig, et billede der trækker sig tilbage snarere end kræver opmærksomhed, nyttigt netop fordi det ikke vil konkurrere med mere mættede værker i nærheden, mens det stadig bærer den umiskendelige tekstur af hans penselføring på nært hold.
