Beskrivelse
Rækker af lave, mørkegrønne buske marcherer gennem forgrunden i tætte, gentagne strøg af blæk og grøn lavering, adskilt af lyse sandstier, der buer blidt tilbage mod en klynge bygninger i horisonten. I midten af denne fjerne gruppe står et rundt stentårn uden sejl, dets vægge skyllet i blød okker og for det meste udefineret af farve, skitseret mere end malet, placeret blandt huse med orangefarvede tegltage og en spredning af høje, mørke cypresser.
Over hele scenen optager en bred himmel næsten halvdelen af arket, opbygget af løse laveringer af blåt afbrudt af bløde hvide skyer, hvilket giver tegningen en åben, luftig følelse, der står i kontrast til de tætte, travle rækker af vegetation nedenfor. Van Gogh lavede dette ark, mens han arbejdede i Sydfrankrig, og tegnede landskabet i pen og akvarel som en hurtig, direkte måde at registrere et motiv på før eller i stedet for at udføre det i olie, hvor rørpennen bærer det meste af det beskrivende arbejde, mens farven fylder løst ud bagved.
Det, der adskiller arket fra hans olielandskaber fra samme region, er dets hastighed og gennemsigtighed: individuelle penstrøg for hver busk forbliver fuldt synlige, farvelaveringer sidder ujævnt inden for deres penneomrids, og store områder af papiret, især omkring bygningerne, efterlades bart, hvilket lader tegningen ånde på en måde, et fuldt udarbejdet lærred ikke gør. Det gamle vindmølletårn, strippet for sine sejl og reduceret til en enkel cylindrisk form, bliver næsten tilfældigt i forhold til rytmen i vinstokkerrækkerne foran det.
Denne åbenhed og rørpennens synlige hånd giver arket en umiddelbarhed, der passer godt til en væg, hvor et travlere oliemaleri måske ville føles tungt, dets lyse grund og lette farvelavering holder det luftigt snarere end mættet, en mere stille, mere lineær modpart til hans mere kendte landskaber.
