Beskrivelse
En bred, flad vidde af mørk, vandmættet jord fylder det meste af arket, gennemskåret af en lige kanal eller dræningsgrøft, der løber fra nederste venstre hjørne mod horisonten, og dens bredder er opbygget i tunge, slæbte strøg af næsten sort og brun vaske. Langs horisonten ligger lave dynger af skåret tørv stablet i rækker, deres trekantede silhuetter lige akkurat kan skelnes fra det flade land omkring dem, mens en enkelt større, kantet stak læner sig ved arkets højre kant, dens skårne flader fanger lidt mere lys end jorden ved siden af.
Over denne trøstesløse, mudrede slette optager en bleg, overskyet himmel i blød rosa-grå og lavendel næsten halvdelen af kompositionen, dens lys er fladt og diffust og kaster ingen stærke skygger nogetsteds i scenen nedenfor. Van Gogh lavede denne tegning, mens han boede i en nordlig hollandsk provins, tiltrukket af regionens tørvemoser og de arbejdere, der skar og stablede tørv der til brændsel, og arbejdede på et tidspunkt i sin karriere, hvor hans palet stadig var næsten udelukkende begrænset til jordfarver, sort, brun og okker, længe før de lyse farver i hans senere år.
Det, der gør arket særpræget i hans tidlige værk, er dets næsten totale hengivenhed til en trøstesløs, tom stemning: ingen figurer afbryder den flade vidde af mudder og vand, ingen bygning bryder horisonten, og det eneste, der sker, er selve grøften og stakkene af skåret tørv, motiver som de fleste andre kunstnere i perioden ville have anset for alt for almindelige til overhovedet at tegne. De tunge, vådt udseende vaske giver jorden en virkelig følelse af vægt og fugtighed, sjælden i et værk på papir.
Dens tilbageholdende, næsten monokrome palet gør arket til et usædvanligt anker for en væg, der ellers er fyldt med lysere farve, et stille, ædrueligt modstykke, der belønner nært blik med sit subtile udvalg af brune og grå toner snarere end nogen enkelt dramatisk passage.
