Beskrivelse
En mørk stentøjskande rummer to forskellige bundter blomster, der trækker i hver sin retning: til højre en tæt klynge af røde nelliker, deres flossede, fjeragtige kronblade bygget op af korte, mættede strøg af vermilion og karmoisin; til venstre højere stængler af hvide og blegt cremefarvede blomster med mørke, næsten sorte centre, der hænger og buer udad, nogle allerede visnende, deres kronblade tyndere og mere gennemsigtige end de solide røde blomster over for dem. Et par uåbnede knopper rejser sig lige op mellem de to grupper på nøgne grønne stængler.
Hele baggrunden, både væg og bordplade, er malet i et enkelt ubrudt felt af okker og sennepsgul, med næsten ingen ændring i tone til at markere, hvor væggen slutter, og bordet begynder, så den mørke kande og dens blomster ser ud til at svæve mod et fladt, glødende felt af varm farve. Van Gogh malede en række blomsterstillebener som denne kort efter sin ankomst til Paris, hvor han brugte buketter, der var købt billigt eller samlet uformelt, som en måde at lære sig selv en lysere, mere varieret palet end de jordfarver, han havde brugt før, og til at øve sig i at påføre maling direkte i tykke, synlige strøg.
Det, der gør dette lærred særligt inden for den gruppe, er den bevidste kontrast mellem de to blomstertyper, den ene solid, mættet og opretstående, den anden bleg, hængende og halvgennemsigtig, hvilket forvandler en simpel buket til et lille studie i modsætninger: rød mod hvid, lukkede former mod åbne, friskhed mod visnen. Den mørke kande forankrer kompositionen lavt og tungt mod al den omgivende gule farve, et kompositionselement han ofte ville vende tilbage til.
Den mættede gule baggrund giver maleriet usædvanlig varme og tilstedeværelse for et stilleben, holder en væg på samme måde som en lampe, og det synlige, energiske penselarbejde belønner nærbilledet lige så meget som afstanden, et tidligt tegn på den behandling han ville drive videre i de følgende år.
